Her er Hong Kongs bedste vandresti | Off the beaten path i Hong Kong

Her er Hong Kongs bedste vandresti | Off the beaten path i Hong Kong

Hong Kong associeres oftest med kæmpemæssige skyskrabere, udsigten fra Victoria Peak, luksuriøs shopping og det fornemme natteliv. Hvad de færreste dog ved, før de rejser til Hong Kong, er at mere end 75% af området rent faktisk er dækket af den frodigste natur. Dette er faktisk en af hovedårsagerne til, at jeg i sin tid valgte at tage på praktik i Hong Kong; på grund af de uendelige muligheder for at udforske byens bjerge, vandfald, jungle, og for at opleve et dyreliv, som man aldrig havde troet ville bo i en sprudlende storby. Har du blot et par dage i byen, kan du sagtens få en lille smag af Hong Kongs mageløse natur. Her er Hong Kongs bedste vandresti! 

Dragon’s Back

Hong Kong mest berømte vandresti er Dragon’s Back, som du finder på den østlige side af hovedøen. Navnet kommer af de pukkellignende bjerge, som ruten strækker sig over, og som med lidt fantasi kan ligne ryggen på en drage. Dragon’s Back er en del af det såkaldte Hong Kong Trail, som med sine knap 50 km løber tværs over hele øen og ender på det ikoniske Victoria Peak. Dragon’s Back er udnævnt som det bedste Urban Hiking Trail i Asien, og det er med god grund. Med en central placering på Hong Kong øen får du her serveret det, der gør Hong Kong så særlig; fantastisk natur og fabelagtige udsigter over både bjerge og skyskrabere kun få minutters kørsel fra det hektiske byliv. Og så kan du vende tilbage til centrum om aftenen lige i tide til en omgang dim sum på en af de lokale tehuse.

Sådan kommer du frem

Det der gør Dragon’s Back til Hong Kong bedste vandresti, er som sagt, at det er så nemt at komme dertil fra centrum af byen. Hop på den blå MTR-linje, Island Line, mod Chai Wan. Stå af på stationen Shau Kai Wan og gå ud ved Exit A3, hvor du finder Shau Kei Wan busterminalen. Her kan du vælge at tage enten bus nummer 9 eller minibussen med skiltet ‘Shek O’. Stig af bussen på stoppestedet To Tei Wan, Shek O Road, og begyndelsen på stien vil være på venstre hånd.

Efter vandreturen gennem dem frodige natur, efterfulgt af en forfriskende dukkert i vandet på Big Wave Beach, kan du hoppe på minibussen tilbage til metrostationen Shau Kai Wan. Herfra kan du komme videre til både Central og videre til fastlandet via den blå Island Line.

Vandreturen

Dragon’s Back er en sti på 8,5 km og er den 8. og sidste del af det berømte Hong Kong Trail. Hele turen vil tage dig omkring 4 timer at gennemføre, og du bliver belønnet med en forfriskende dukkert i havet ved Big Wave Beach, hvor stien ender. Undervejs vil du blive guidet af de mange skilte, så du egentlig blot behøver at nyde at være ude i den frodige natur, langt væk fra menneskemylderet.

På flere dele af stien går du på trappetrin i træ, mens du andre steder går på ryggen af de mange bjerge, hvorfra du har den skønneste udsigt over de omkringliggende landsbyer, strande og skyskrabere i horisonten. Det højeste punkt er ikke mere end 284 meter højt, men det er alligevel nok til at give dig lidt sved på panden og fantastisk udsyn over Hong Kong.

Et par tips til turen

Det mest optimale tidspunkt at vandre på Dragon’s Back er på en klar dag, så du kan få mest ud af de mange udsigtspunkter. Det er dog også værd at tage afsted på en lettere tåget dag, hvor du stadig vil få gang i benene, men dog ikke vil kunne se helt så langt, som du måske kan fornemme på billederne i dette indlæg. Tag afsted så tidligt på dagen som muligt, så du kan nyde et par afslappende timer på Big Wave Beach.

Det er meget begrænset med indkøbsmuligheder både langs vandrestien og ved start og slut, så husk at medbringe både vand og snacks. Selv hvis du tager afsted tidlig morgen, er der stor chance for at du først er tilbage i Central ved solnedgang. Husk også at medbringe kontanter eller det såkaldte Octopus Card, så du kan betale for transport. Der er ingen hæveautomater så snart, du forlader metrostationen.

Og så vil jeg også lige anbefale dig at holde øje med spindelvæv med de kæmpe, gule og ret flotte edderkopper, Giganthjulspindere, som man ikke kan undgå at møde, når man vandrer i Hong Kong. Disse store edderkopper med et benspænd på op til 20 cm kan godt lide at sætte deres spind lige i hovedhøjde for os mennesker. Edderkopperne gør ikke noget, men det vil være en fordel at medbringe en form for vandrepind, så du kan beskytte dig selv mod de værste spind i morgentimerne.

Dette indlæg blev udgivet første gang i oktober 2015

Indlægget er sidst opdateret i januar 2018

 

 

Rejseblog om at rejse til Hong Kong | Guides, expatliv, tips og inspiration

SaveSave

SaveSaveSaveSaveSaveSave

SaveSave

SaveSave

SaveSaveSaveSave

 

 

Kunne du lide dagens indlæg? Så glem ikke at følg Cammi.DK på de sociale medier!
FØLG CAMMI.DK PÅ

Bloglovin’ | Instagram | Facebook


13 svar til “Her er Hong Kongs bedste vandresti | Off the beaten path i Hong Kong”

  1. Indeed I thought that Honk Kong was only about skyscrapers until I saw photos on Instagram of beautiful hiking trails and beaches!

  2. Hvis jeg nogensinde kommer til Hong Kong skal jeg da helt sikkert ud at gå på dragens ryg! 😀 Hvor ser det flot ud og dejligt med sådan en oplevelse som man ikke lige forventer at finde i nærheden af en storby!

    • Det skal du helt sikkert! Jeg vil også tage et smut forbi, når jeg vender tilbage til maj 🙂

  3. […] Tro det eller ej, men Hong Kong gemmer også på den mest fantastiske natur, som bare venter på at blive oplevet. Bedst af alt er, at du sjældent skal bevæge dig langt væk fra byen, før du er omkranset af den frodigste jungle. Mulighederne her er uendelige. I Kam Shan Country Park i de nye territorier kan du opleve Hong Kongs frække aber og underjordiske gangsystem fra da byen var besat af japanerne under 2. Verdenskrig. Er du til vandsport, skal kursen sættes mod Sai Kun, hvor du har rig med mulighed for at kayake, stå på vandski eller snorkle. Eller du kan besøge Hong Kongs mest berømte vandresti, som snor sig langs den østlige side af Hong Kong-øen. Vil du opleve den populære Dragon’s Back, har jeg skrevet en guide omkring denne sti i indlægget her. […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.