Reklame i samarbejde med Destination Bornholm
Trænger du til en weekend i kærlighedens og forkælelsens tegn sammen med den person, du holder allermest af? Selvom mange danskere normalt søger mod klassiske europæiske storbyer, når en forlænget weekend i efteråret eller foråret skal planlægges, er det faktisk også værd at overveje at tage på weekendtur i Danmark. I 2018 gjorde Ollie og jeg netop dette, da vi tog på kæresteweekend på Bornholm. Solskinsøen har det hele til en weekend i kærlighedens tegn! Charmerende landsbyer, hyggelige hoteller med god udsigt, fabelagtige spisesteder og en natur uden lige. Bedst af alt er, at du kan komme til Bornholm på ingen tid uanset hvor i landet, du kommer fra takket være gode flyforbindelser. Her er mine tips til den perfekte weekendtur til Bornholm!
Sådan kommer du hurtigst til Bornholm
Først og fremmest skal du naturligvis finde transport til Bornholm. Hvor jeg på tidligere ferier på Bornholm altid har taget færgen for at tilbringe en uges tid på øen, var jeg ret begejstret for at Ollie og jeg på denne tur kunne tage flyet fra Aalborg til Bornholm – en flyvetur på kun 1 time og 15 minutter og dermed en verden til forskel fra den flere timer lange færgeoverfart fra Køge. DAT flyver fra både Aalborg, København, Billund og Midtjyllands Lufthavn direkte til Bornholms Lufthavn i Rønne. Prisen starter på 199 kr for en enkeltbillet. Så kan Bornholm altså sagtens konkurrere med alverdens storbyer rundt omkring i Europa!
Du kan finde din flybillet til Bornholm på DATs hjemmeside her.
Check ind på det lækreste hotel
Når du er ankommet til lufthavnen i Rønne, er det tid til at finde frem til dit hotel. Solskinsøen er en ferieø med stort F, og det kan mildest talt være lidt af en jungle at finde rundt i det store udvalg af overnatningsmuligheder på Bornholm. Skal weekenden tilbringes i telt, på et badehotel, i en ferielejlighed eller på et bed and breakfast? For mig er en weekend med kæresten lig med hygge, god mad og kræsen for detaljerne. Derfor går min varmeste anbefaling til Hotel Nordlandet i Allinge, som Ollie og jeg havde fornøjelsen af at bo på, da vi tilbragte en forlænget weekend på Bornholm. Her serveres der fantastisk god mad lavet på lokale råvarer både morgen og aften, værelserne er hyggelige, skandinaviske og minimalistisk indrettede, og så er beliggenheden helt fantastisk. Hvis det at vågne op til synet af solopgangen over Østersøen ikke er romantisk, så ved jeg næsten ikke, hvad er!
Du kan læse hele min anmeldelse af Hotel Nordlandet her.
Udforsk det lokale køkken
Ganen skal naturligvis også forkæles på en weekendtur til Bornholm. Uanset om du er til røgede sild eller det finere gourmetkøkken, vil du med garanti finde et spisested, der falder i lige netop din smag på øen. På vores kærestetur til Bornholm besøgte vi alt fra den hyggeligste vinbar til en fin gourmetrestaurant, hvor jeg og Ollie blev forkælet med en overdådig 4-retters menu. I indlægget her kan du læse om tre lækre spisesteder, hvor du og kæresten kan tilbringe en romantisk aften. Jeg vil nok lige anbefale dig ikke at læse indlægget på tom mave. Bare da jeg sad og skrev indlægget, begyndte mundvandet at løbe. Så er du advaret!
Få den ultimative spaoplevelse
For mange er kæresteweekend lig med spaweekend. Og der er nu altså også noget om snakken – der er da næsten ikke noget mere romantisk end at tilbringe et par timer med sit livs udkårne i et boblebad med et glas champagne i hånden. Selvom mange vælger at rejse sydpå til steder som Nordtyskland, Polen eller en storby som Budapest på årets wellnessophold, er det faktisk også muligt at finde gode spaoplevelser i Danmark.
Første stop på Ollies og min kæresteweekend på Bornholm var Griffen Spa Hotel i Rønne. Dette nyindrettede hotel lige ved havet huser et af Bornholms absolut bedste spaområder, hvor du kan komme fuldstændigt ned i gear, mens du nyder udsigten over den smukke Østersø. Den Bornholmske Diamantspa, som spamorådet så smukt hedder, giver dig muligheden for at vælge mellem et hav af forskellige sauner, iskolde og brandvarme spabade samt saltbade til både krop og fødder.
Men skal du forkæle dig selv og kæresten med den ultimative spaoplevelse, skal du overveje at bestille en spabehandling her. Den Bornholmske Diamantspa udbyder et væld af forskellige behandlinger som massager og ansigtsbehandlinger. I samtlige behandlinger bruges naturlige produkter, hvoraf Alea, der står for spaen, selv har fremstillet flere af produkterne på lokale urter og råvarer fra Bornholm. Ollie og jeg fik en lille smagsprøve på en stor del af de behandlinger, som Alea kan tilbyde, hvis du og kæresten kommer her forbi på jeres forlængede weekend. Vores behandlinger stod blandt andet på fod detox bestående af fodbad med lokale urter, fodwrap og fodpeeling, en kropspeeling med frugtekstrakt, chokolade eller kaffe, en ansigtsmassage samt en ansigtbehandling med ene af lækre og plejende produkter. Aldrig har hverken jeg eller Ollie følt os så afslappede, som vi gjorde efter den omgang. Det kan altså klart anbefales enten som starten på weekenden for at komme rigtigt ned i gear, eller til slut for lige at få det sidste skud velvære og afslapning, før I vender tilbage til hverdagens stress og jag.
Entré til Griffen Spa Hotels spaområde koster 250 kr og er inklusive lette drikkevarer samt lån af badekåbe, tøfler og håndklæde. Hvis du bor på Griffen Spa Hotel, er adgangen til spaområdet naturligvis inkluderet i opholdet. Du finder priser samt kontaktoplysninger bestilling af spabehandlinger på Den Bornholmske Diamantsspas hjemmeside.
Udforsk øens perler
Solskinsøen skal selvfølgelig også udforskes! Og med en forlænget weekend på Bornholm kan du faktisk nå at opleve overraskende meget. Uanset om du er til aktiviteter i det fri, eller om du er mere til en gåtur gennem idylliske gader, vil der være dig en masse skønne oplevelser i vente på Bornholm. Og hvorfor ikke benytte muligheden til at opleve noget helt nyt? Du kender nok allerede til både Hammershus, rundkirkerne, Døndalen, Gudhjem og Ekkodalen. Selvom alle fem steder er et besøg værd til enhver en tid, er det nu også rart at opleve nogle nye og lidt atypiske steder. For det er faktisk muligt at besøge steder på Bornholm, som langt de færreste turister kender til. I indlægget her sættes kursen mod Bornholms nordvestlige kyst, hvor du mellem Hammershus og Hasle finder tre steder, du sikkert ikke allerede kendte til på Bornholm (men som afgjort er et besøg værd!). Så er du og kæresten garanteret at vende hjem igen med kufferten fuld af dejlige minder.
Hvordan ville den perfekte kæresteweekend se ud for dig?