Mine favorit dumplingsteder i Shanghai

Mine favorit dumplingsteder i Shanghai

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er vild med mad. Og jeg er vild med at smage på lokale specialiteter. Især i Kina synes der at være uendeligt mange retter, som er spændende at smage på, når man besøger det skøre land. En af mine absolutte yndlingsspiser i Kina er uden tvivl dumplings. Hvad end det er de små, suppefyldte xiaolongbao, de sprøde jian jiao, de bollelignende og mættende baozi eller de klassiske, dampede jiaozi – jeg elsker dem alle! Derfor kunne jeg naturligvis næsten heller ikke være i min egen krop af begejstring, da Ollie inviterede mig med til Shanghai. Shanghai er jo om nogen spækket til bristepunktet med lækre restauranter og små bikser, hvor menukortet står på dumplings af den ene eller anden slags. Her er tre dumplingsteder, som i min optik serverer de bedste dumplings i Shanghai. Velbekomme!

Jiajia Tang Bao

Skal du have dumplings én gang på din storbyferie i Shanghai, bør det være her. Jiajia Tang Bao er de lokales foretrukne biks, når der skal slupres i de små, smagfulde xiaolongbaos –  små suppedumplings Shanghai-style.

Som jeg også har skrevet om i min guide til 24 timer i Shanghai, er stedet er vildt populært, og det bliver hurtigt udsolgt af de lokales favoritter. Kom derfor kort før kl. 12, så du ikke skal kæmpe om pladsen med de mange forretningsfolk, der kommer her til frokost. Her foregår alting på kinesisk, og man vælger sin ret ud fra en række røde skilte med retterne, der er sat op ved kassen. I øverste række på menukortet finder du udvalget af xiaolongbaos, mens der nedenunder er supper, saucer og drikkevarer. Jeg kan anbefale den klassiske xiaolongbao med svinekød (纯鮮肉汤包 – første ret på øverste række) og suppen med andeblod (鸡鸭血汤). Det lyder ikke umiddelbart appetitligt, men som så mange andre ting i Kina, er det værd at prøve. Husk også at bestil en omgang ingefær (生姜丝) til at dyppe dine xiaolongbaos i!

(Huang He Road 90, Huangpu Qu, Shanghai)

Yang’s Dumpling

Huang He Road er vel lidt det, man kan kalde et paradis for madelskere. Vejen er nemlig spækket med ene af lækre spisesteder. Yang’s Dumpling ligger lige over for Jiajia Tang Bao og er lidt lettere at genkende på sin neonpink facade. Yang’s Dumpling har specialiseret sig i Shengjian mantous, der ligesom xialongbaos er små dumplings med en kødfars og en smagfuld suppefond. Forskellen er bare, at dejen er en anelse tykkere, og så er de små, lækre dumplings ristet og serveret med drys af sesamfrø og purløg.

Du bestiller ved skranken lige inden for døren, hvor du let kan udpege din foretrukne dumplings. Herefter stiller du dig i kø ved det lille vindue uden for butikken, hvor du får udleveret din mad. Jeg kan anbefale den klassiske dumpling med svinekød. Få en bakke med fire af dem og en suppe ved siden af, og du skulle meget gerne kunne holde dig mæt de næste mange timer. Og så til den nette sum af 17 yuán. Lige et lille tip, når du sætter tænderne i de lækre dumplings; tag ikke en alt for stor bid. Du ender blot med at have supper udover dig selv, din sidemand, og, hvis du er rigtig (u)heldig, dem ved bordet ved siden af dig. Så er du advaret 😛

(Huang He Road 97, Huangpu Qu, Shanghai)

Din Tai Fung

Hvis de to ovenstående dumplingsteder er lidt for lokale, og hvis du frygter sprogbarrieren, er Din Tai Fung en tredje mulighed. Denne taiwanske restaurantkæde er verdenskendt for sine fantastiske suppedumplings. Men du kan også bestille et væld af andre lækre retter som de traditionelle stegte ris, andre former for dumplings, dampet grønt og de lækreste hjemmelavede nudler. Og så har de også nogle vildt gode desserter.

Selvom jeg er vild med de lokale dumplingboder, er jeg nu også mindst lige så vild med Din Tai Fung, når det skal være mindre uoverskueligt, mindre hektisk, og når jeg har lyst til lidt mere end bare dumplings. Jeg har besøgt Din Tai Fung i både Hong Kong og to gange i Shanghai, og har efterhånden fundet frem til en lille håndfuld yndlingsretter. Mine favoritter på menukortet er uden tvivl de traditionelle xiaolongbaos med svinekød, deres spicy wontons og ikke mindst de mange smagfulde forretter som dampet aubergine og spicy marinerede agurker. Og til dessert deres xialongbaos med kastanje og red bean paste. Lyder besynderligt, men det er overraskende godt! De har også et stort udvalg af ubegrænset te og andre læskende isteer.

Din Tai Fung er et oplagt valg, hvis det er første gang, du skal smage på de små suppedumplings – her får du nemlig en lille brugsvejledning til, hvordan de spises. Generelt er ret tydeligt, at Din Tai Fung er henvendt til vestlige og kinesere med penge. Ikke blot når man ser på restauranternes udseende, engelske menukort med billeder eller guide til, hvordan xiaolongbao skal spises – det ses også på prisen. Hvor man på de ovenstående to dumplingsteder kan få et måltid til under 20 kr, kommer man snildt op over de 200 kr her for en håndfuld retter, dessert og drikkevarer til deling mellem to personer. Men det er nu alligevel et besøg værd, uanset om du befinder dig i Shanghai eller et andet sted i verden. Faktisk åbner Din Tai Fung sin første europæiske restaurant i London i 2019. Nu har jeg bare endnu mere lyst til at benytte mig af den nyåbnede direkte togforbindelse mellem Amsterdam og London!

(Flere forskellige steder i Shanghai)

 

 

Kunne du lide dagens indlæg? Så glem ikke at følg Cammi.DK på de sociale medier!
FØLG CAMMI.DK PÅ

Bloglovin’ | Instagram | Facebook


2 svar til “Mine favorit dumplingsteder i Shanghai”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.