Er du på udkig efter gode naturoplevelser i Danmark? Så skal kursen sættes mod Mariagerfjord i det sydlige Nordjylland. Her finder du nemlig den første certificerede vandrerute i Danmark. Panoramaruten er en af Danmarks smukkeste vandreruter og tager dig gennem det bølgede landskab i Bramslev Bakker og ned langs Mariagerfjords grønne breder. Har jeg fanget din interesse? Så snør vandrestøvlerne og tag med på vandretur ved Danmarks længste (og smukkeste) fjord!
Panoramaruten ved Mariagerfjord har start ved Hobro Lystbådehavn. Du finder starten lige til venstre for bommen ved parkeringspladsen. Det er klart det første stykke af Panoramaruten, der er det hårdeste – især for ballerne. Ruten starter nemlig hårdt ud med at gå direkte op ad et par stejle trapper. Men når du når til tops er resten af den 10 kilometerlange vandrerute ved Mariagerfjord en leg. Panoramaruten tager knap 3 timer at gennemføre – inklusive et par pauser til at nyde udsigten undervejs. Terrænet veksler mellem stier, grusveje og mindre græsspor, som kan være glatte, hvis det har regnet. Hele vejen igennem er der markeret med pæle og hvide markeringer, så jeg tør næsten garantere for, at du ikke vil fare vild. Vil du hellere være på den sikre side og have et kort over Panoramaruten tilgængeligt på telefonen eller i papirform, finder du det hos Mariagerfjord Guiden.
Den første halvdel af Panoramaruten går oppe i Bramslev Bakker. På dette stykke er man ikke i tvivl om valget af navnet på vandreruten. I bakkerne finder du en masse udsigtsposter med bænke, hvor du kan nyde udsigten over Danmarks smukkeste fjord.
Melder sulten sig, kan den blive stillet på Hotel Bramslevgaard eller Restaurant Bramslev Bakker, som du kommer forbi undervejs. Den restaurant med den bedste udsigt over Mariagerfjord er klart Restaurant Bramslev Bakker. Vi var på vandretur i Bramslev Bakker, da vi var på sommerferie i Danmark sidste år, og der stødte vi også på et lille skur, hvor der blev solgt is.
Efter du er gået forbi Restaurant Bramslev Bakker går turen nedad mod fjorden. Dette stykke er mindst lige så flot som det første, da du her går helt nede ved fjorden. Besøger du Panoramaruten i sommermånederne (1. juli til 11. august), kan du sejle med “hjuldamperen” Svanen fra badebroen i Bramslev Bakker til enten Hobro eller Mariager.
Undervejs på din vandring i Bramslev Bakker og ved Mariagerfjord kan du være heldig at støde på en flok græssende får eller køer. Vi mødte begge dele på vores vej, og selvom vi havde hunde med os, havde vi ingen problemer. De fritgående højlandskvæg er meget blide og nysgerrige dyr, som lige ville hilse på hundene og ellers lod os passere.
Sværhedsgrad på Panoramaruten i Mariagerfjord
En af de bedste ting ved Panoramaruten, udover den fantastiske udsigt, er, at de fleste kan være med. Vi gik selv 5 voksne i alderen 27-60 år. Jeg selv var i elendig form efter graviditeten og Ollie med Mini Amsterdammeren i viklen. Undervejs mødte vi også en stor gruppe pensionister med vandrestave og et par af dem med børnebørnene på slæb. Så uanset om du er i topform eller sofaform, er Panoramaruten i Mariagerfjord et super godt valg til en dag ude i den danske natur.
Er de 10 kilometer alligevel en for stor mundfuld, finder du også en håndfuld andre vandrestier i Bramslev Bakker på mellem 2,3 kilometer og 5,8 kilometer. Du finder et kort over dem alle samt Panoramaruten hos Mariagerfjord Guiden.
Har du også fået lyst til at tage på en vandretur på Panoramaturen i Mariagerfjord?
Du kan downloade kortet over Panoramaturen hos Mariagerfjord Guiden
Husk at tagge mig på Instagram @hereanddare. Vil elske at se, hvordan landskabet ser ud på forskellige tidspunkter af året!
Klikker du på nedestående billede, kan du finde flere tips og inspiration til oplevelser i Mariagerfjord.