Sådan bekæmper du jet lag før, under og efter flyrejsen

Sådan bekæmper du jet lag før, under og efter flyrejsen

Har du planer om en rejse over Atlanten eller det fjerne østen denne vinter, frygter du måske allerede nu de første dage af ferien, hvor de fleste af os er ramt af jet lag. For ikke at tale om de første dage hjemme på job eller i skole, hvor man nok mest af alt kan sammenlignes med en zombie. Men frygt ej! I dette indlæg deler jeg mine bedste tips til at bekæmpe jet lag både før, under og efter flyrejsen.

Før rejsen

Tag mod lufthavnen veludhvilet

Vi kender det alle. Dagen før en lang rejse står ofte på pakkestress, afrunding af diverse opgaver på arbejdet, og så skal hjemmet også lige klares, så det står skinnende rent ved hjemkomsten. Et af mine store problemer før i tiden har været, at jeg altid ville gå rundt med en forkølelse de første dage under min ferie. Det er højst sandsynligt på grund af den stress, jeg har udsat min krop for dagene op til rejsen. En forkølelse gør intet godt for din jet lag – snarere tværtimod. Derfor har jeg en hovedregel om at have klaret de sidste ting på arbejdet og derhjemme allerede to dage før afrejse. Dermed kan jeg tage mod lufthavnen veludhvilet, da jeg ikke skulle bruge de sidste få timer før afrejse på at løbe fra den ene ende af huset til den anden for at kunne nå alt før ferien.

Spring over morgenkaffen

Det er fristende at snuppe en lille kop kaffe, før turen går mod lufthavnen – du har jo en lang og trættende rejse foran dig. Du vil dog gøre dig selv en stor tjeneste ved at springe den over. Udover at gøre det sværere for dig at falde i søvn, er kaffe også dehydrerende, hvorfor du kun vil ende med at forlænge din jet lag. Det samme gælder for cola. Drik i stedet masser af vand både før, under og efter flyrejsen. Din krop vil takke dig for det!

Under rejsen

Sæt dig til rette

Medmindre du flyver business class, er der meget store chancer for, at dine 9 timer på flyet bliver meget ukomfortable. Men med lidt forberedelse kan din flyrejse blive en lille smule mere behagelig. Pak et sæt natbriller, så du kan lukke din sidemakkers læselys ude, og også et par ørepropper, så du ikke skal bekymre dig om det skrigende barn foran dig. Men hvorfor stoppe der? Pak et lille tæppe eller et blødt halstørklæde, så du kan holde varmen. Og så er jeg altså også kæmpe fan af de der grimme pølsepuder, som især børn har viklet om halsen – de kan altså gøre en verden til forskel!

Slap af og hvil dig

Det er meget fristende at benytte sig af flyselskabernes gode udbud af nye film såvel som klassikere, men hold dig til blot at se en enkelt film eller to, og prøv ellers på at sove under resten af flyveturen. Ankommer du om morgenen efter en lang flyvetur med den ene film efter den anden og ikke den mindste smule søvn, er der meget små chancer for, at du ikke bliver fristet til at sove hele dagen væk. Under din flyvetur er det dog også en god idé at tilpasse dig destinationens tidszone. Flyver du om natten, er det derfor en god idé at få en masse søvn, så du er veludhvilet ved ankomst om morgenen. Flyver du derimod om dagen og vil ankomme om aftenen, skal du nok holde dig tilbage med at sove alt for meget, da du ellers vil have problemer med at falde i søvn, når du ankommer til dit hotelværelse.

Gode ting til toilettasken

Lavendelolie er en genial ting at pakke, hvis du har problemer med at falde i søvn på flyet. Den æteriske olie virker afslappende, og det vil derfor være lettere for dig at få et par timers søvn. Lavendelolie er også god at have i tasken, hvis du trods al din forberedelse alligevel ender med at have jet lag og ikke kan sove om natten. Derudover har jeg også altid en sheetmaske med i min toilettaske, så min hud er blød og fugtet ved ankomst, frem for tør og irriteret. Det ser nok lidt fjollet ud at have sådan en på under din flyrejse, men din hud vil tanke dig for det i sidste ende.

Efter landing

Spring over middagsluren

En hovedregel, som vi nok alle kender, er aldrig at blive fristet til at hoppe direkte i seng, når du ankommer til hotellet. Så er du garanteret utallige søvnløse nætter, og du vil kun ende med at forlænge din jet lag. Forsøg i stedet så godt som muligt at gå i seng og stå op på det samme tider, som du ville hjemme. Er det også for svært, bør du allertidligst gå i seng kl. 20.

En dags afslapning

Selvom du naturligvis er rejst til den anden side af verden for at opleve noget, så er det en god idé at bruge den første dag på afslapning frem for på sightseeing. Så tag ud og spis noget god og nærende mad og gå så ellers en tur langs stranden og nyd solens varme stråler. Sollys giver din krop energi, og det kan også hjælpe med at snyde din krop, så den lettere bliver tilpasset den nye tidszone.

Follow

 

 

Kunne du lide dagens indlæg? Så glem ikke at følg Cammi.DK på de sociale medier!
FØLG CAMMI.DK PÅ

Bloglovin’ | Instagram | Facebook

, , , ,

4 svar til “Sådan bekæmper du jet lag før, under og efter flyrejsen”

  1. Tak for tips. Vi skal snart rejse til Australien, så det er dejligt med gode råd. For mig har det altid været værst at flyve mod øst. Når turen går mod vest har jeg ingen problemer med jetlag.

    • Godt de kan bruges Malene. Håber I får den skønneste tur til Australien – og helst med så få problemer med jet lag som muligt (:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.