EN GUIDE TIL 3 DAGE I PRAG FOR FØRSTEGANGSBESØGENDE

EN GUIDE TIL 3 DAGE I PRAG FOR FØRSTEGANGSBESØGENDE

 

I lørdags satte jeg en afstemning i gang på Instagram, hvor I fik lov til at bestemme, om søndagens indlæg skulle handle om Prag eller om Budapest. Et stort flertal stemte for Budapest, hvorfor jeg søndag gav mine tips til en 3-dages tur til Dronningen af Donau for førstegangsbesøgende. Nu er tiden kommet til at dele mine tips til, hvad du kan opleve på 3 dage, hvis du besøger Prag for allerførste gang. Og så er der altså også et par rigtig lækre tips til både vegetariske og vietnamesiske spisesteder.

Dag 1 | Prag Slot & John Lennon Wall

Formiddag

Din første dag i Prag skal bruges på slotssiden af byen. Start med at vandre op til det kæmpe slotsområde, der er det største af sin slags i verden! Beundr den smukke St. Vitus Katedral og læg også vejen forbi det fine Strahov Kloster. Når du har gået hele slotsområdet tyndt, er det tid til at gå mod Nerudova Street, hvor der gøres stop til frokost.

Frokost: På Vegan’s Prague, som lå lige ved siden af vores hotel i Prag, serveres der en række virkelig lækre veganske retter for ingen penge. Her er alt for burgere, karry og mere lokale retter. Vi fik peberfrugtruller og rødbede carpaccio til forret, men vi til hovedret fik den lokale ret Svíčková med tempeh samt dagens ret, som stod på græskarkarry. Du finder restauranten på Nerudova 221/36. 

Eftermiddag

Nerudova Street er den fineste gade, som byder på smuk arkitektur og et par fine caféer blandt de mange turistbutikker. Her finder du også den barokke kirke St. Nicholas. Herfra kan du gå til Wallenstein Haven, der byder på en labyrint, et uglehus, og er du lige så heldig som mig, er der måske en gratis klassisk koncert. Næste stop er den ikoniske John Lennon-væg, hvor besøgende fra nær og fjern har sat en lille besked, og hvor der altid er gadekunstnere, som spiller Lennons musik. Skinner solen, er den lille, grønne ø Kampa det perfekte sted til en afslappende stund i græsset eller til en afslappende gåtur. Har du lidt ekstra tid, kan du besøge Kampa Museum, eller du kan gå forbi Karlsbroen, og se hvordan den travle bro forvandler sig efter solnedgang.
Eftermiddagskaffe: Du har nok bemærket det sjove snobrødslignende bagværk på adskillige rejsebilleder fra Prag. Denne lokale spise kaldes trdelník og kan fås på vitterligt ethvert gadehjørne – dog er kvaliteten meget svingende. Skal du have en god en af slagsen og med en god kop kaffe til, skal du besøge Creperie U Kajetána, der af mange opfattes som byens bedste. Her kan du få rullen enten på klassisk vis rullet i kanelsukker eller med nutella. Trænger du ikke til sødt, findes der også salte versioner med blandt andet ost og bacon. Den lille café findes på Nerudova 248/17 – husk at medbringe kontanter! 

Dag 2 | Den gamle bydel & arkitektur

Formiddag

I dag er det tid til at krydse den ikoniske Karlsbro, der er propfyldt med turister samt gadesælgere og -kunstnere, men som alligevel er utroligt smuk og absolut bør opleves. Efter at have krydset broen vil du ankomme til Klementinum, hvor du finder muligvis verdens smukkeste bibliotek. Stedet var desværre lukket, da jeg besøgte Prag, men det giver mig bare en god grund til at vende tilbage en dag.  Fortsætter du ligeud, ankommer du til Prags ikoniske rådhusplads i den gamle bydel. Selvom der i dag er utroligt mange mennesker og gadesælgere her, så er der også de fineste bygninger og ikke mindst Prags berømte gamle rådhus. Herfra har du den smukkeste udsigt over byen, ligesom du hver time kan opleve hvad, der er kåret som verdens 2. mest skuffende turistattraktion – nemlig klokkespillet i det astronomiske ur. Skuffende eller ej, så er det altså sjovt at opleve den store menneskemængde, der samles for at se (og grine), når den store viser når til 12.

Frokost: Prag har et (for mig) overraskende stort udvalg af gode vietnamesiske spisesteder. Min favorit er banh-mi-ba, hvor der serveres sindssygt store, gode og ikke mindst billige banh mi (vietnamesisk sandwich), pho (suppe) og nudelsalater, som kan spises enten på stedet eller tages med tilbage på hotellet eller i en nærliggende park. I Prag centrum er der to restauranter; på Rybná 26 og på Panská 9. Sidstnævnte var min personlige favorit, da der her er god plads til at nyde maden. 

Eftermiddag

Spiser du frokost på den banh-mi-ba, der ligger på Rybná 26, er du i den perfekte afstand til at besøge det jødiske kvarter med den gamle synagoge og tilhørende kirkegård. Herefter er det tid til at forlade den gamle bydel og opleve noget mere moderne arkitektur og design. Se første den drejende hovedskulptur, der skulle forestille den jødiske forfatter Franz Kafka. Gå derefter mod floden, hvor du finder forretningsbygningen Fred & Ginger, der nok er mere kendt som Det Dansende Hus. Har du lidt ekstra tid, kan det anbefales enten at hoppe på en sporvogn eller gå turen ud til Vyšehrad, hvor du kan bruge et par timer på at besøge det fine slot og kirke, gå rundt på kirkegården med flere berømte tjekkiske kunstnere og betydningsfulde folk, og ikke mindst beundre en lidt anderleds udsigt over byen. Slut dagen af med at gå over broen til slotssiden af Prag, hvor den står på aftensmad i grønne omgivelser. 

Middag: Jeg elsker burritos! Derfor var jeg også lettere begejstret, da vi stødte på den lille biks Burrito Loco. Her serveres der sjovt nok burritos, men ret gode af slagsen! Og så er der også mulighed for at få en vegansk variant. Vi blev serveret af den rareste unge herre og tog maden med op til den nærliggende Petřín Park, hvor der er den skønneste udsigt over byen. Deres hibiscus-drik er  også vildt lækker! Du finder biksen på Vítězná Vítězná 419/15.

Dag 3 | Dagstur til Karlstejn Slot

Formiddag

Den sidste dag i Prag kan bruges på enten museumsbesøg eller shopping, eller du kan hoppe på et tog og køre 30 km væk fra Prag. Her finde du landsbyen Karlstejn og slottet af samme navn. Her er mange turister – og de små, dårlige butikker og restauranter, som ofte følger med, men slottet er i sig selv hele besøget værd. Har du mod på det, er der et væld af gode vandrestier i området, som giver rigtigt smukke udsigter over slottet og landsbyen. Du kommer hertil fra Prag hovedbanegård med toget mod Beroun for ingen penge.

Frokost: Gør dig selv en tjeneste og lad være med at planlægge at spise frokost i området omkring Karlstejn Slottet. Det er det rene Disneyland, så jeg kan nok garantere dig, at du vil blive skuffet. Køb I stedet eventuelt mad til at tage med på turen – på togstationen er der en rigtig fin lille øko-biks, hvor vi købte ting snacks, så vi kunne klare den indtil frokost. 

Eftermiddag

Alt efter hvor længe du bruger på Karlstejn Slot, burde der være lidt tid til at opleve lidt af det nyere Prag, som du finder i området omkring hovedbanegården. Værd at nævne er den smukke Jubilee Synagoge, National Museet og ikke mindst Wenceslas Square, hvor du kan shoppe lidt souvenirs og få en lille bid mad.

Middag: Vi forsætter i det vegetariske køkken, da der er et stort og lækkert udvalg i Prag inden for denne kategori. Nu da du ikke har spist frokost på turen til Karlstejn Slottet, er der sikkert plads til meget mad! På Etnosvět serveres der virkelig lækker vegetarisk mad. Vi flottede os og fik en sammensat 8-retters menu, men du kan også nøjes med en enkelt af to retter. Deres pastaretter så virkelig lækre ud og bliver tilberedt foran dig i en kæmpe skive ost! Du finder vegetarrestauranten på Legerova 1832/40.

Follow

 

 

Kunne du lide dagens indlæg? Så glem ikke at følg Cammi.DK på de sociale medier!
FØLG CAMMI.DK PÅ

Bloglovin’ | Instagram | Facebook

, , , , ,

3 svar til “EN GUIDE TIL 3 DAGE I PRAG FOR FØRSTEGANGSBESØGENDE”

  1. You are on a roll med de indlæg! Som du dog får skrevet 🙂 Jeg var i Prag i 1999 eller deromkring og forelskede mig fuldstændigt i byen! Jeg vil så gerne en dag, men frygter lidt at det slet ikke er som jeg husker. Kender du det? Ej, men hvor fik jeg lyst til at tage tilbage efter dette indlæg! Så mange steder, så lidt tid…

    • Haha, jeg har jo efterhånden en del rejser, der skal deles herinde.
      Jeg kan sagtens forstå, at du næsten frygter at vende tilbage til Prag. Jeg tror meget har ændret sig siden 90erne. Selvom byen er ekstremt smuk, så er den også utroligt turistet. Det jeg havde set mest frem til at opleve var rådhuspladsen, som virkelig skuffede. Meget smuk men fyldt med turister, virkelig nedern boder og næsten klamme gadekunstnere. Virkelig en skam at turisten kan ødelægge steder på den måde ):

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.