Camping i Island | Her er mine bedste tips

Camping i Island | Her er mine bedste tips

Siden indeholder reklamelinks
Reklamelinks er markeret med *

Drømmer du om at tage på camping i Island denne sommer? Der er uendeligt mange fordele ved at campere i Island; det er billigere end at bo på hotel, du er mere fleksibel, og så overnatter du midt i den mest storslåede natur. Overbevist? Så læs videre her, hvor jeg deler mine bedste tips til at få en god campingferie i Island! Find desuden mere inspiration til campingturen til Island i denne artikel, hvor jeg tipper til de (i min optik) 10 bedste campingpladser i Island.

Pst! Er du ikke til camping, er der også massevis af andre overnatningsmuligheder i Island! Hvad med en nat i en af disse unikke hytter?

Denne artikel indeholder dele af en reklame i samarbejde med CampEasy

Telt eller campervan

Den første overvejelse, du nok skal gøre dig, er hvorvidt du vil bruge din tid i Island i telt eller i en campervan – begge har både fordele og ulemper. Fordelene ved en campervan synes uendelige. Man kan spare lidt penge ved at slå bil og bolig sammen. De kommer ofte med alt det, man behøver på en campingtur. Regner det, er det ganske rart ikke at skulle blive irriteret og kold på grund af den våde teltdug. Man behøver at pakke langt mindre end, hvis man står for sit eget telt. Det er dog et begrænset antal campingpladser, der tillader campervans, og ikke alle har for eksempel el, som man ofte har brug for i en campervan.

På grund af den store strøm af turister, er mulighederne for at overnatte i den fri natur blevet mere og mere begrænset, hvorfor man uanset hvad vil skulle betale for en campingsplads. Her er det oftest billigst at skulle bo i telt, da mange steder tager ekstra gebyrer for en van frem for telt. Derudover er en ferie i telt drømmen, hvis man vil så tæt på den islandske natur som muligt. Her kan man mærke vinden ruske i teltdugen, nyde lyden af de enorme vandfald, der luller en i søvn, og slå øjnene op til den mest fantastisk udsigt over det islandske landskab – netop derfor valgte vi at sove i telt i Island på vores første tur til Island i 2017.

Camping i Island i campervan fra CampEasy

Denne del er reklame i samarbejde med CampEasy

I juni 2020 satte vi kurs mod Island endnu en gang – denne gang med vores lille datter på 1 år. Dette var i kølvandet af Corona-krisen, og en tur til Island virkede oplagt af flere grunde; det var et af de få lande, vi som dansker og franskmand kunne besøge i starten af sommerferien, der er masser af plads og dermed afstandsgaranti, og så var der bare så mange ting, vi endnu drømte om at opleve efter vores første tur til Island.

Da vi denne gang rejste til Island med en baby og ville sikre os, at hun (og vi) sov varmt og trygt hver nat, valgte vi denne gang at tage på roadtrip i Island i en campervan. I Island er det lidt af en jungle at finde rundt i det store udvalg af campervans, men vores valgt endte i sidste ende med at falde på CampEasy. CampEasy har et stort udvalg af campervans både til par og til den store familie eller vennegruppe. Vi rejste selv i deres Easy Clever 4×4, som havde plads til os alle tre, og som kunne få os hele igennem F-vejene i højlandene, som man under ingen omstændigheder skal køre på i en almindelig bil.

At rejse i en campervan i Island er en kæmpe opgradering fra vores første tur i telt. Vi havde en blød madras og varme dyner og endda muligheden for at tænde for varmen på de helt kolde nætter. Vi kunne spise alle mand rundt om et bord både inde og ude afhængigt af vejret. Vi skulle ikke bekymre os om at pakke Trangia, telt, soveposer og andet campinggrej. Og så havde vi naturligvis også den ultimative frihed i i ikke at være afhængige af at skulle vende tilbage til et telt sidst på dagen. Vi kunne sove på den første campingplads, vi stødte på, når vi blev trætte af at køre.

Her efter at have prøvet at campere i campervan i Island, tvivler jeg stærkt på, at vi kommer til at campere i andet på vores fremtidige rejser til Island. Ja, faktisk taler vi lige nu om at tager på roadtrip i campervan her i fastlands-Europa. Så byd endelig ind med tips til gode udlejningsfirmaer og oplagte ruter med start i Amsterdam, hvor vi har hjemme.

 

LÆS MERE: Sådan planlægger du det ultimative campervan roadtrip i Island

 

 

Hvor må man campere i Island?

Læser man en hvilken som helst guide eller artikel om camping i Island, vil der stå noget ala “det fede ved at campere i Island er, at du kan sove lige hvor du vil”. Det er desværre ikke helt korrekt.

Som sagt tidligere, er den islandske natur det største offer for turismens ankomst til landet, og der er store problemer med turister, der ikke forstår reglerne for fricamping, og som derudover også besørger i naturen. Lad endelig være med det! For at naturen kan fremstå uspoleret til for de næste besøgende, vil jeg absolut anbefale dig at slå dit telt op eller parkere din campervan på en autoriseret campingplads. Prisen bør ikke være det, der holder dig fra det, og så får du oven i købet også adgang til diverse faciliteter som toilet, bad, fælles køkken og også ofte en offentlig pool.

Der er omkring 200 campingpladser spredt ud over hele Island, så det er en ren leg at finde frem til lige præcis den plads, der passer bedste til jeres behov. Der findes en rigtig fin oversigt over de registrerede pladser og deres faciliteter hos Inspired by Iceland. Et stort plus er også, at stort set samtlige campingpladser har uendeligt med plads, og bor man i telt, skal man ikke booke en plads på forhånd. Skulle du alligevel være så uheldig, at stedet er fuldt booket, skal du sjældent køre langt, før du når til det næste sted. På den måde er der utroligt meget frihed i at campere i Island!

I juni 2020 kom jeg hjem fra endnu en campingtur i Island. Efter stor efterspørgsel har jeg lavet denne liste med de (i min optik) 10 bedste campingpladser i Island.

LÆS OGSÅ: Vandfald, sorte strande & gletsjere i det sydlige Island

Pris på camping i Island

Prisen på camping i Island er meget svingende. Vi tilbragte i alt 3 nætter i Reykjavik, hvor vi kom af med 17 € per person per nat, mens vi på Snæfellsnes kun kom af med 10 € per nat. I alt endte vi med at betale 119 € per person for 9 dages camping i Island. Du kan læse mere om vores rejsebudget for Island her.

Rejser I i mere end 11 dage eller i en gruppe på mere end 2 personer, kan det anbefales at købe et såkaldt Camping Card. Kortet giver adgang til højst 28 overnatninger for op til 2 voksne og 4 børn 0-16 år til 42 af campingpladserne, der ligger rundt omkring i landet. I 2017 kostede kortet 149 € og kan enten bestilles op til 1 uge før afrejse eller købes i diverse posthuse, supermarkeder og turistkontorer. Med kortet skal der dog betales yderligere 111 ISK som turistskat per nat på campingpladsen, og ønskes der el eller lignende, kan man også blive opkrævet ekstra for det.

LÆS OGSÅ: Billigt roadtrip i Island? Sådan får du mest for pengene

Skal maden spises ude eller på Trangia?

Maden er dyr i Island – både på restauranter og i supermarkederne. I mit rejsebudget for turen fortæller jeg blandt andet, at vores 4 restaurantbesøg løb op i hele 411 €, mens vi på resten af turen kunne klare os på indkøb for sølle 158 €. Skal der spares penge, er det her altså en rigtig god post at gøre det på. Det betyder dog ikke, at man behøver at gå på kompromis med kvalitet og den generelle spiseoplevelse.
Udvælg et par enkelte måltider, hvor I spiser på restaurant, og køb ellers en masse mad, der kan holde sig til et par dages kørsel uden køleskab.

Madlavning på camping i Island

Som I nok bemærkede på Instagram, var jeg stor fan af at have medbragt mit gamle Trangia*. Et Trangia, eller et hvilket som helst andet campingsblus*, kan virkelig være en god ven på campingturen i Island – især når man har bil med. Hvor jeg i mine spejderdage måtte nøjes med frysetørret mad*, da jeg kun havde min vandrerygsæk med mig, kunne vi fremtrylle nogle ret gode retter på denne tur, hvor vi havde en bil med masser af plads til mad. Pasta, ris, blåbærsuppe, chilli sin carne og ikke mindst havregrød med masser af kanel – et Trangia* kan simpelthen klare alt. Og så er det nu altså også bare hyggeligt at sidde omkring den lille, varme flamme med en kop te eller varm kakao i hånden, mens regnen bare øser ned udenfor. Eller sidde i den uspolerede natur og nyde udsigten over det islandske landskab.

Medbring eget telt eller leje i Island?

Man skal ikke blot tage stilling til, om man ønsker at campere i telt eller i campervan, når turen går til Island. Det skal også besluttes, om man vil medbringe eget telt*, købe et nyt i Island eller leje et. Det absolut billigste er at medbringe telt og andet gear, hvis du allerede har det ved hånden. Alt du behøver at gøre, er at bestille en eller to indchecket bagage, og så er det ellers bare afsted. Husk dog at du ikke kan medbringe sprit eller gas på flyet, men det kan heldigvis købes på alle tankstationer eller i campingbutikker. Vi var endda så heldige at overnatte på Reykjavik Camping de første nætter, hvor de har en såkaldt free store, hvor gæster efterlader ting, som de ikke kan bruge derhjemme. Her fandt vi blandt andet gas, ris og køkkengrej til turen.

Teltleje i Island

Har du endnu ikke et telt, skal det ikke holde dig tilbage fra at campere i Island. Der er et utal af muligheder for at købe campinggrej i forskellige camping- og sportsbutikker i Island. I de fleste af dem er der også mulighed for at leje ikke blot et telt men også alt andet, du kunne have brug for på din tur som en sovepose, liggeunderlag, kogeblus og gas samt en GPS. I Reykjavik kan dette gøres hos Iceland Camping Equipment Rental, Fjalla Koffin, Gangleri Outfitters samt Camping Iceland. Sidstnævnte er også at finde i Keflavik, hvor lufthavnen ligger, og herfra er det endda muligt at få lavet færdige pakker med billeje og leje af campingudstyr. Så bliver det altså ikke lettere!

Det kan du ikke leve uden, når du camperer i Island

Udover det åbenlyse som et godt vind- og vandtæt telt*, så er det en god idé at investere i en varm sovepose, der kan klare selv frostgrader. Rækker budgettet ikke til det, kan du eventuelt supplere med en silkepose*, så du kan holde varmen om natten – det var en stor hjælp for mig! Selv hvis du vælger at rejse i sommeren, er der nemlig meget store chancer for at det bliver en kold tur. Udover en hedebølge i det nordlige Island, som betød vi havde rekordhøje temperaturer på over 26 grader, så er der nok større chancer for, at turen vil stå på regn, blæst og temperaturer omkring de 10-15 grader.

Andre ting på pakkelisten til camping i Island inkluderer Trangia*, et liggeunderlag (eller madras)*, natbriller og varme sokker til om natten. Læs mere om hvad vi havde pakket til to uger i den islandske natur her.

 

Rejseblog om at rejse til Island | Guides, rejsedagbog, tips og inspiration

 

Dette indlæg blev udgivet første gang i oktober 2017

Indlægget er sidst opdateret i maj 2020

 

Dele af denne artikel indeholder reklame for CampEasy. Under vores roadtrip i Island kørte vi rundt i en Easy Clever 4×4, som var sponsoreret af CampEasy. Betaling af benzin, campingplads osv. var på egen regning.

 

 

 

Kunne du lide dagens indlæg? Så glem ikke at følg Cammi.DK på de sociale medier!
FØLG CAMMI.DK PÅ

Bloglovin’ | Instagram | Facebook


15 svar til “Camping i Island | Her er mine bedste tips”

  1. Hvor er det spændende at høre om jeres tanker og erfaringer fra jeres campingtur! Jeg er selv blevet virkelig glad for camping-livet efter at have overnattet i telt på vores roadtrips i både Australien og USA, og jeg håber, at vi en dag også kommer til at rejse rundt i Europa med telt. Det er bare en anden måde at rejse på, og man kommer på en måde også tættere på de lokale og kulturen 🙂

  2. Hej Cammi,

    Super god rejseblog. Det er virkelig en kæmpe hjælp.
    Jeg er nysgerrig på at høre om i selv medbragte telt hjemmefra eller lejede det?
    Derudover vil jeg høre om i kunne lave en liste over gode campingpladser i besøgt 🙂 ?

    På forhånd tak..

    Mvh Simone

    • Hej Simone
      Hvor er det bare skønt at høre, at du kan finde lidt inspiration her til din rejse til Island!
      Skal du afsted denne sommer? 🙂

      Vi medbragte et gammelt telt hjemmefra, som vi donerede, da vi skulle hjem igen. Så havde vi plads til et par islandske sweaters i kufferten 😛
      Har du allerede et lille telt, ville jeg tage det med, ellers er der mange udlejningsfirmaer i Island.
      Jeg brygger faktisk netop nu på en liste over de bedste campingpladser, vi har været forbi på vores ture til Island – er lige kommet hjem derfra i forgårs 🙂
      Indtil da kan du se campingpladserne på vores sidste tur i mine guides til hvert område: https://www.cammi.dk/island

      Sig endelig til, hvis du har flere spørgsmål til skønne Island.
      Ellers må du have en fantastisk sommer 😀

  3. Hej Cammi. Meget inspirerende at læse dine indlæg om camperferie på Island. Vi er et modent par som har investeret i et tagtelt som vi håber at kunne køre rundt med på Island fra ca 24.8-8.9 i år. Vi har ikke været der før. Mon vi kan regne med at campingpladserne stadig har åbent der, og vil det være nødvendigt at forhåndsbooke ?hvilket vi, dom helt frie fugle, gerne vil være fri for.
    Vil det være forbudt at holde ind forskellige steder og opholde sig i teltet, hvis vi ikke lige finder en campingplads? det er jo ovenpå bilen og vil mest ligne en parkering.
    Er der noget vigtigt vi skal være opmærksomme på?

    • Hej Lone

      Tusind tak for din kommentar.
      Det lyder til, at I har en super spændende tur i vente. Island er intet mindre end fantastisk!

      Langt de fleste campingpladser vil have åbent i den periode, I rejser. De, der ligger langs F-veje, lukker typisk omkring den 30. september, da vejret gør vejene mindre farbare. Så hvis I har udset her en sådan campingplads, kan jeg anbefale jer lige at ringe til dem samme dag for at sikre jer, at I ikke kører forgæves. Forhåndsbooking er ikke nødvendigt i Island, da man på langt de fleste pladser slår telt op, som man nu har lyst til. Så der er stort set altid plads – især på den tid af sommeren. På den måde har I også friheden til at køre videre, hvis en campingplads måske ikke lever op til jeres forventninger.

      Du kan eventuelt finde inspiration til campingpladser til jeres rejse i indlægget her. Der finder du i bunden af indlægget også et kort over samtlige campingpladser i Island. Den vil jeg anbefale dig at gemme og hive frem, når I kører rundt i Island, så I altid har et sted at sove. Reglerne omkring camping i Island er nemlig meget stramme, og selvom det er muligt at overnatte i det fri, så er der meget høj sandsynlighed for, at I kommer til at overtræde reglerne. Så min anbefaling er altid at holde sig til campingpladserne – de koster kun en slik og er så primitive, at man sjældent føler, at man rent faktisk befinder sig på en campingplads.

      Skulle du have flere spørgsmål omkring Island og jeres rejse, må du endelig sige til.

      Jeg krydser fingre for, at I får mulighed for at rejse til august, og at I i så fald får en helt fantastisk tur!

      De bedste hilsener
      Cammi

  4. Hej Camilla

    Vi skal til Island med vores 2,5-årige krudtugle. Vi overvejer også campervan, men har svært ved at vurdere bagageplads. Hvad havde I med af barnevogn/klapvogn til jeres eller havde I overhovedet det?

    Mvh
    Cille.

    • Hej Cille
      Jeg beklager det sene svar – vi er for nyligt blevet beriget med endnu en lille globetrotter, så det er lidt småt med tid 😛

      Hvor lyder det skønt med en rejse til Island! Vi drømmer selv om at vende tilbage dertil meget snart.
      Vi havde pakket vores rejseklapvogn, som vi kunne bruge i lufthavnen og i de par byer, vi besøgte under turen. Den var også god til at holde styr på hende, når vi skulle side ude og spise.
      Men det var nu vores vikle (eller andet bæreredskab), som vi var allergladest for at have pakket. Det gør det lidt nemmere at tage ud på ture i naturen med den lille. Så pak for guds skyld det!
      Vi havde selv en enkelt kuffert med os, som vi pakkede under sæderne sammen med rejseklapvognen. Så alt efter hvilket campervan, I har bestilt, burde der gerne være plads til den (:

      Sig endelig til, hvis du har flere spørgsmål til fantastiske Island.
      Ellers må I have en skøn tur! Deler du billeder derfra på Instagram, må du endelig tagge mig på @hereanddare, så jeg kan følge med i jeres oplevelser på turen.

      De bedste hilsener
      Camilla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.