For at få lidt udveksling mellem alle de her indlæg omkring vores rejse i Island, har jeg valgt at skrive et lille indlæg om det sted, jeg har boet de sidste år. Til trods for at regeringen i Holland har valgt fuldstændigt at cutte al form for markedsføring af Amsterdam som en feriedestination, strømmer turisterne alligevel til byen. Også vi danskere er begyndt at få øjnene op for byen med de tusinde kanaler, og jeg hører efterhånden en gruppe eller et par danskere stort set hver dag, når jeg går forbi køen til Anne Franks hus på vej på arbejde.
Men ofte er det som om, at besøgende ikke rigtig ved hvad man kan opleve i byen, eller også nøjes de med kun at besøge steder som Heineken Experience, Dam Square eller de utallige turistattraktioner, som findes i en enhver anden europæisk storby. Tro det eller ej, men Amsterdam er faktisk meget mere end Heineken, hash og letpåklædte damer i the Red Light District. Derfor får I her en top 10 til nye ting, I skal opleve i Amsterdam set fra en lokals øjne.
Shopping og kaffe i De 9 Gader eller på Haarlemmerstraat
Amsterdam har et fantastisk udbud af shopping muligheder. Snig jer væk fra mængderne på Amsterdams udgave af Strøget, Kalverstraat og Nieuwendijk, og besøg i stedet de mange unikke specialbutikker i De 9 Gader, der ligger mellem de 3 hovedkanaler keizersgracht, herengracht og prinsengracht, eller gå fra hovedbanegården og over til Haarlemmerstraat. Her har I et stort udvalg af lokale som internationale designere, små selvstændige butikker og også rigtig fine butikker, hvor I kan finde både souvenirs og ting til hjemmet. Trænger I til en pause fra al shopping, finder I også her byens allerbedste udvalg af hyggelige kaffebarer, der stort set alle serverer mad og drikke lavet på lokale og økologiske produkter. Mine favorit caféer er nok Bagels & Beans, Pluk og Ree7.
Chinatown & Nieuw Markt
Skal I alligevel et smut forbi Red Light District, må I endelig ikke undgå et besøg i vores lille hyggelige Chinatown, der ligger blot en gade derfra. Chinatown løber kun over en enkelt gade, men har et super godt udbud af lækre asiatiske restauranter og butikker, og her finder I også Nieuwmarkt og Waag, der er byens ældste ikke-religiøse bygning, og som i sin tid var en del af muren, der løb rundt omkring byen. Kommer I her om lørdagen, finder I det hyggeligste marked med lokalproducerede produkter.
Gå på marked med de lokale
Nu vi taler om markeder, så har Amsterdam altså meget mere at byde på end albert cuyp market. Uanset hvilken dag på ugen, I besøger byen, vil I kunne finde et marked inden for lige det, der interesserer jer. Mit favorit marked er mit eget lille nabomarked med økologiske produkter, som finder sted hver lørdag på Noordermarkt. Trænger I til en lille pause, kan I få en bid af byens allerbedste æblekage, som I finder hos Winkel43 på hjørnet af markedet.
Cykeltur i det grønne
Amsterdam har ikke blot en masse vandveje med også alverdens grønne pletter, der byder ind til cykelture. Er det jeres første gang i Amsterdam, er den populære Vondelpark altid et besøg værd, men vil I opleve en ny side af byen, vil jeg absolut anbefale jer at tage med de gratis færger til nordsiden af byen, hvor I helt alene kan nyde fuglefløjt, ro, storke og ikke mindste kilometervis af grønne arealer.
De skjulte hofjes
Forleden tog jeg jer med, da Ollie og jeg tog på jagt efter de skjult gårdhaver. Amsterdam har gennem tiderne haft en meget alsidig blanding af indbyggere fra forskellige vilkår og herkomst. Hvor man mange steder førhen ville have oplevet en meget stor adskillelse mellem de sociale lag, havde de mere velhavende i Amsterdam i det 17. Århundrede valgt at investere i bebyggelser med tilhørende gårdhaver, hvor især kvinder i nød kunne bo kvit og frit. De er i dag kendt som Amsterdam skjulte hofjes, eller gårdhaver. Begijnhof er byens mest populære, men I bør absolut også tage på en gåtur i Jordaan og se hvor mange af de ialt 51 gårdhaver, I kan finde. Skal I have lidt inspiration, kan I læse mere om vores gåtur her.
Besøg de små mikrobryggerier
For mange er Amsterdam lig med Heineken, men byen bugner med et utal af mindre, virkelig fantastiske bryghuse spredt over hele byen. Start med at gå en tur på Brouwersgracht, der i sin tid var kanalen, hvor alle byens daværende bryghuse lå til. Husene her er ekstremt smukke og blandt mine yndlings i byen. Når det er tid til en tur øl, vil jeg helt klart anbefale jer at lægge vejen forbi Brouwerij t’IJ, der har min yndlings øl, og som har til huse i en gammel vindmølle. Inden længe vil jeg give jer en oversigt over mine favorit bryghuse her i byen, så husk at holde jer opdateret på Facebook, hvor jeg vil give lyd, når der er nye indlæg!
Tag på stranden
Amsterdam er en af de få storbyer i Europa, hvor man kan nyde en dag på stranden ganske kort fra byen. Hele sommeren går der busser direkte fra hovedbanegården og til Zandvoort eller Bloemendaal, der er de lokales to favoritter. Har I mod på det, kan I også leje en cykel og cykle de knap 15 kilometer ud til de to strande.
Skjulte kirker og gamle villaer
Det er ikke kun gamle gårdhaver, der er skjult bag Amsterdams fine husfacader. Også et utal af kirker og herskabsvillaer kan man finde her. Til trods for at Amsterdam i sin tid var et sted, personer af alverdens religioner flygtede til, har katolikken i særlig grad været undertrykkelse her. Et pragteksemplar er Ons’ Lieve Heer op Solder, Our Lord in the Attic, der gemmer sig i området omkring Chinatown. Her ser I både hvordan en herskabsvilla så ud i sin tid, før I ankommer til loftet, hvor der gemmer sig den smukkeste lille kirke, som i øvrigt har en ganske fin udsigt over Amsterdams tage.
Lokale festivaller og arrangementer
Der sker altid noget i Amsterdam. Især hvis I er her i sommermånederne, vil jeg anbefale jer at holde øje med kalenderne for alverdens musikfestivaler, koncerter og ikke mindst madmarkeder, som finder i disse måneder. I sidste weekend var jeg for eksempel til både et food truck festival, et økologisk delikatessemarked og open air movie. Alt sammen ganske gratis! Jeg plejer at holde mig opdateret på, hvad der sker i byen hos Wander-Lust og Your Little Black Book.
Amsterdam Noord
Endnu en gang vil jeg slå et slag for nordsiden af Amsterdam. Med det stigende antal tilflyttere, er flere områder begyndt blomstre op og blive det nye, hippe in-sted. Noord er et af det. Stort set hver weekend er her en eller anden form for arrangement, der er A’Dam tårnet, hvor I i baren på toppen har den flotteste udsigt over byen, og så er der Pllek, der er en strand, bar og udendørs biograf på et og samme sted.
6 svar til “En lokal guide til Amsterdam | 10 ting du skal opleve”
translating this to english as I really wanna visit Amsterdam soon 😀
Pam xo/ Pam Scalfi♥
Fantastisk med dine beskrivelser om Holland/Belgien! Tusind tak for dem? Kh. Eva
Haha, I will try to have an English version up of this post asap! (:
Mange tak Eva! Dejligt de kan bruges (:
Lyder da virkelig som at skyde sig selv i fodden at cutte al form for markedsføring af Amsterdam… Jeg læste en gang en rapport om, hvordan Brasilien havde fuldstændig boostet deres turisme efter at de have indført en koordineret strategi for markedsføring overfor turister. Der er jo penge i de turister!
Men regering skulle da hyre dig til at klare deres markedsføring! 😉 En helt fantastisk guide du har sammensat! Jeg vil i den grad gemme den til, når jeg en dag kommer fordi Amsterdam igen!
// Rebecca
[…] En lokal guide til Amsterdam | 10 ting du skal opleve […]