Som nogen af jer måske ved, tilbragte jeg i 2015 et semester i Hong Kong. Før mit ophold havde jeg ærligt talt ikke høje forventninger til Hong Kong. Det eneste jeg kendte til byen var skyskrabere, de mange shoppingmuligheder, at maden skulle være god, og at byen skulle have have fået en stor indflydelse fra sin tid som en britisk koloni. Efter at have boet der i meget kort tid, endte jeg dog med at blive dybt forelsket i byen og dens mange facetter. Hvad der udadtil ligner en hvilken som helst andet storby gemmer på en stolt kultur, de hyggeligste landsbyer, fantastiske naturoplevelser og en madscene, som slår enhver anden by, jeg hidtil har besøgt.
Jeg vil på forhånd lige gøre opmærksom på, at dette ikke er en guide til, hvor du kan købe din næste Gucci taske, de bedste clubs, eller en oversigt over alverdens dyre og vestlige spisesteder, som aldrig bliver besøgt af Hong Kongerne selv. Dette er en guide til den mere autentiske og lokale side af Hong Kong, som jeg elsker så højt. Enjoy!
Hong Kong top 3
Victoria Peak
Hong Kongs største attraktion er unægteligt den smukke udsigt over byen fra Victoria Peak. Fra Hong Kong station vil der være skilte, der fører dig hele vejen til den gamle sporvogn, Peak Tram, som kan fragte dig til toppen. En returbillet koster 45 HKD. Er der en kæmpe kø til sporvognen, kan du også hoppe på en taxa, som vil koste dig omtrent det samme hver vej.
Selve “centeret”, som du vil blive mødt af på toppen, er ikke værd at bruge meget tid på. Det er utroligt turistet og nok mest af alt lavet til de turister, der kommer fra Fastlandskina. Gå i stedet ud til en af de mange gratis terrasser, hvorfra du har en smuk udsigt over byen for ingen penge.
Skal du have gang i benene, før du skal ombord på flyet igen, kan du vandre ind i junglen på den vandrerute, der hedder Peak Circle Walk. Ruten er 3,5 km lang og vil tage dig cirka 1 1/2 time at gennemføre. Så kan du også komme lidt væk fra horderne af turister, hvis du er uheldig at komme på en travl dag.
Star Ferry
Når du har set nok på selve øen Hong Kong, er det tid til at hoppe på færgen Star Ferry, så du også kan få oplevet den del af Hong Kong, der er forbundet med Fastlandskina. Krydsningen koster sølle 2,70 HKD i hverdage og 3,70 HKD i weekenden og skal betales enten i kontanter eller med et Octopus transportkort. Star Ferry er lidt af en turistattraktion i sig selv, da du her får mulighed for at opleve byen fra vandet for ganske få penge. Og så er det ærligt talt også meget mere hyggeligt end at skulle slås om pladsen i metroen med tusindvis af andre turister og lokale.
Du finder færgen ved Hong Kong Central Pier nr. 7, og du ankommer midt i det område, der hedder Tsim Sha Tsui. Når du stiger af færgen, kan du gå til højre, og du vil inden længe støde på Avenue of Stars, som er Hong Kongs udgave af Hollywoods Walk of Fame. Hver aften klokken 20.00 kan du herfra beundre en anden turistattraktion, A Symphony of Lights, hvor hele Hong Kongs skyline lyser op i takt med musik, der bliver udført af Hong Kong symfoniorkester. Da jeg oplevede dette tilbage i 2015 var jeg på ingen måde imponeret, men showet blev opdateret i december 2017, så måske det er lidt mere imponerende i dag. Avenue of Stars er pt. under ombygning og forventes at stå klar i 2018. Indtil da kan du se et udvalg af stjernerne i Garden of Stars. A Symphony of Lights bliver ikke udført i tilfælde af enten cyklonalarm nummer 3 eller ved rød regnstormsvarsel eller højere.
Kæmpebuddhaen
Skal du bevæge dig væk fra det centrale Hong Kong, finder du den 3. af byens største attraktioner. På øen Lantau sidder den største siddende Buddhastatue i verden, Tian Tan Buddhaen. Den kæmpe bronzestatue sidder på toppen af en bakketop i Ngong Ping og kan ses fra flere kilometers afstand. I området omkring Buddhaen finder du også Po Lin Monastery, som helt sikkert er et besøg værd. Du kan komme til Tian Tan Buddhaen via svævebanen Ngong Ping 360, som starter ved metrostationen på Lantau Island. Du kan læse mere om svævebanen her.
Shopping i Hong Kong
Hong Kong er et vaskeægte shoppingmekka. Her kan du shoppe løs i mærkevarer, keramik, asiatiske skønhedsprodukter og sjove gadgets. Min opfattelse er dog, at mærkevarer ikke er meget billigere i Hong Kong end derhjemme. Derfor vil jeg ikke guide dig hertil. I stedet vil jeg anbefale dig at besøge de mange asiatiske og internationale highstreet butikker, som du finder blandt andet i Causeway Bay. Er du en skønhedsjunkie som jeg, må du ikke gå glip af et besøg (eller 20) i en af de mange Sasa-butikker, som bugner med koreanske og japanske skønhedsmærker. Udover skønhedsbutikkerne og et par enkelte asiatiske butikker, synes jeg ikke, der er meget af komme efter i de “vestlige” shoppingområder i Hong Kong. Ikke mange butikker er unikke for Hong Kong, og du kan meget sjældent finde vestlige varer til billiger priser end de danske. Begiv dig derfor i stedet videre til de mange markeder, hvor du kan få afprøvet dit pruttetalent.
Hong Kongs mest berømte marked er Ladies’ Market, som du finder i Mongkok. Her kan du købe alt fra selfiesticks og skøre gadgets til super billigt tøj og porcelæn. Selvom markedet er et must see på et besøg i Hong Kong, kan man sjældent overskue at tilbringe mere end en times tid her på grund af de mange mennesker. Brug derfor i stedet din tid på at besøge de mere lokale og hyggelige markeder, som du finder ved at bevæge dig et par blokke mod nord. Her finder du det smukke flower market eller den hyggelige bird garden, hvor de gamle herrer lufter deres fugle, mens de selv tager et spil mahjong eller backgammon. Skal du have lidt souvenirs med dig hjem, kan du købe billige smykker på jade market, mens du på Upper Lascar Road nær Hollywood Road i Central kan finde alt fra fine porcelænsskåle og suppeskeer til smykker og gamle propagandaplakater.
Her er et lille fun fact: Upper Lascar Road er også kendt som Cat Street. Området omkring Cat Street var i 20’erne et bazarlignende marked fyldt med antikviteter og genbrugsfund. Senere hen blev det stedet, hvor man kunne købe og sælge stjålne goder. På kantonesisk kaldes stjålne ting “rottegoder”, og de, der køber tingene får øgenavnet katte – heraf navnet Cat Street. I dag er varerne ikke tyvekoster, men det er alligevel en god idé at tjekke tingene igennem, før du køber noget, da ikke alting er helt ægte.
Den lokale kultur i Hong Kong
Hyggelige landsbyer
Det er langt de færreste turister i Hong Kong, der får udforsket mere end Central og det sydlige Kowloon. Det er en kæmpe skam. Det jeg elskede allermest ved Hong Kong var nok de små kroge og landsbyer, hvor man kan få et lille indblik i det “rigtige” Hong Kong. Mest populær og elsket er landsbyen Tai O på Lantai Island. Dette er en lille fiskerlandsby, hvor træhusene er bygget på små pæle i vandet. Her kan du tilbringe et par timer i de kringlede gader, smage på de lokale specialiteter, som er friskfanget fra havet, og du kan endda være så heldig at spotte de specielle, lyserøde delfiner, som holder til i vandene omkring landsbyen.
I de nye territorier har du også mulighed for at opleve en anden side af Hong Kong. Nok anser lokalbefolkingen på Hong Kong-øen ikke de nye territorier for at være det “rigtige” Hong Kong, da disse først for 120 år siden er blevet en del af Hong Kong. Alligevel kan du opleve meget mere historie og kultur end blandt de mange skyskrabere i det centrale Hong Kong. Besøg for eksempel landsbyen Kat Hing Wai, som er omkranset af en flere hundrede år gammel bymur, som skulle beskytte indbyggerne mod pirater, rivaliserende klaner og de tigere, som i sin tid holdt til i området.
Lokale templer og klostre
Hong Kong er spækket med templer og klostre, hvoraf nogle er mere populære og smukke end andre. Det mest populære tempel i byen er Man Mo Temple på Hollywood Road, som er til ære for guderne for litteratur og martial arts. Lige som ved alle andre templer vil du her blive mødt af en meget skarp duft og mur af røg fra de hundredevis røgelsesspiraler, som hænger i templets loft.
Bevæger du dig mod de Kowloon, finder du i Diamond Hill det buddhistiske nonnekloster Chi Lin Nunnery, som er omgivet af den idylliske Nan Lian Garden. Den maleriske have byder på åkander i de idylliske fiskedamme, gyldne pagoder og utallige bonsaitræer, som står i stor kontrast til de skyhøje bygninger, der rejser sig uden for haven.
Andre oplevelser i Hong Kong
Tag ud i naturen
Tro det eller ej, men Hong Kong gemmer også på den mest fantastiske natur, som bare venter på at blive oplevet. Bedst af alt er, at du sjældent skal bevæge dig langt væk fra byen, før du er omkranset af den frodigste jungle. Mulighederne her er uendelige. I Kam Shan Country Park i de nye territorier kan du opleve Hong Kongs frække aber og underjordiske gangsystem fra da byen var besat af japanerne under 2. Verdenskrig. Er du til vandsport, skal kursen sættes mod Sai Kun, hvor du har rig med mulighed for at kayake, stå på vandski eller snorkle. Eller du kan besøge Hong Kongs mest berømte vandresti, som snor sig langs den østlige side af Hong Kong-øen. Vil du opleve den populære Dragon’s Back, har jeg skrevet en guide omkring denne sti i indlægget her.
Udover gode vandremuligheder bugner Hong Kong med de skønneste parker – perfekt til hvis du blot har et par dage i byen. Et eksempel herpå er Hong Kong Park, der ligger midt i det centrale Hong Kong. Så snart man træder ind i parken, glemmer man helt, at man befinder sig mid i en storby. Er du morgenfrisk, kan du her hver morgen deltage i både dansetræning og tai chi-øvelser med de lokale.
Besøg Disneyland eller Ocean Park
Jeg er af den overbevisning, at man aldrig bliver for gammel til Disneyland. Hong Kong har sit eget Disneyland, som takket være sin meget lille størrelse ikke just er overvældende. Det synes jeg dog udelukkende taler for at besøge Hong Kongs Disneyland, da det også er det mindst befærdede af de Disneyparker, jeg har besøgt i tidernes løb. Er du ikke en lige så stor Disneyfan som jeg, kan du besøge den endu mere populære Ocean Park, som ligger på sydsiden af Hong Kong-øen. Dette er en forlystelsespark meets vandland meets akvarium med delfiner, rokker og alverdens andet undervandsliv.
Dagstur til Macao
Har du altid drømt om at prøve lykken i Las Vegas? Blot en times sejltur fra Hong Kong kan du rent faktisk besøge østens udgave af Syndens By. Macao er en tidligere portugisisk koloni, som i dag er under samme styre som Hong Kong. Udover adskillige casinoer og hoteller præcis som dem i Las Vegas, bør du også besøge den gamle bydel, hvor du kan beundre de gamle kolonibygninger og ikke mindst facaden, som er den eneste resterende del af den nedbrændte kirke, São Paulo.
Hvad skal man spise i Hong Kong
Dim sum
Dim sum er essencen af Hong Kong, og de små, lækre dampede retter er småt ved at vinde popularitet herhjemme. Dim sum nydes som regel om formiddagen med en kande grøn te. De fleste tehuse serverer dog allerede dim sum så tidligt som kl. 5 om morgenen og indtil de sene nattetimer. De dampede retter fås i alverdens former og prisklasser. Hvor mange vestlige besøgende tipper om kæden Din Tai Fung, der ligger flere steder i byen, og som er et sikkert valg for nye besøgende, vil jeg alligevel anbefale, at du prøver at besøge et mere lokalt tehus. One Dim Sum er dog min personlige favorit og har endda fået en michelin-stjerne. Her kan du nyde et stort udvalg af både dampede og stegte retter med både seafood, kød og grøntsager. Deres rismelsruller er byens bedste! One Dim Sum tager ikke imod reservationer, så det er en god idé at komme i god tid for at stå i kø. Generelt er servicen hurtig på dim sum restauranter, så man venter sjældent længe på at få et bord.
Street food
En nem måde at spare penge på er ved at benytte sig af de utallige streetfood muligheder. Ser man bort fra de populære egg waffles, så er gadekøkkenet noget, som bliver overset af de fleste turister, hvilket er lidt af en skam. Her kan du nemlig ofte få autentisk mad for ingen penge – det handler bare om at finde det rigtige sted. En lille hovedregel for mig, hvis jeg ikke går sammen med lokale, som kender til de gode steder, er at sætte mig der, hvor andre vestlige og expats spiser. Mit yndlingssted med det største udbud af streetfood er området omkring Nathan Road og Temple Street i Tsim Sha Tsui, hvor du hver aften vil se de lokale flokkes om de små boder, hvor de vil tilbringe hele aftenen med god mad og billige øl. Prøv for eksempel en omgang dampede dumplings eller den lokale dessert douhua, der er en tofubudding, som serveres enten ren eller med toppings som chiafrø og frugt. Besøger du Hong Kong i løbet af efteråret, vil du kunne købe ristede kastanjer og bagte søde kartofler ved de små boder.
Vil du prøve byens allerbedste egg waffle, skat kursen sættes mod landsbyen Tai O, som jeg har nævnt længere oppe. På din tur hertil kan du ikke undgå at bemærke den lille biks, Tai O Charcoal Grilled Egg Puff Uncle, som kan kendes på den lange kø. Her laves vaflerne på en gammel, hjemmelavet kulgrill til formålet, hvilket betyder, at du her får de sprødeste egg waffles med en lille smule røget smag.
Wet markets
Den muligvis mest lokale oplevelse, man kan få i Hong Kong, er et besøg på et af byens mange wet markets. Disse store indendørs markeder findes i ethvert nabolag over hele byen og er opdelt i flere etager med friske råvarer. På den øverste etage finder du markedets spiseområde, hvor alverdens boder sælger alt fra nudler og ris til dumplings og dim sum til ingen penge. Det første møde med de store, larmende og ikke mindst lettere uoverskuelige markeder kan nok være en del overvældende, men så snart, man har vænnet sig til atmosfæren, bliver det en favorit for en hurtig og billig bid lokal mad. Prøv at komme her forbi til morgenmad, hvor de fleste lokale vil spise en omgang makaronisuppe eller stegte nudler. Jeg foretrækker dog en Hong Kong French toast, der er en lokal udgave af vores arme riddere opgraderet med peanutbutter og kondenseret mælk. Dertil vil jeg drikke en kop varm eller iskold Hong Kong-style milk tea, der er en sort te blandet med kondenseret mælk. Ofte er der også tilsat et shot espresso, og så er man ellers klar til en dag med oplevelser i den livlige by.
Instagram favoritter
Måske et lidt random punkt i min guide til Hong Kong, men der er mening med galskaben. For selvom jeg til enhver tid foretrækker lækker lokal, billig og autentisk mad, så værdsætter jeg altså også mad, der er så fin, at den er værd at dele på Instagram. Ligesom i mange andre asiatiske lande, så er de i Hong Kong vild med nuttede ting, og de bruger gerne tegneseriefigurer hvor end, der er muligt – selv på McDonald’s kan du få serveret nuttede ting, med søde figurer! Det er derfor også ud fra dette univers, jeg har valgt den følgende håndfuld af Instagrams favorit spisesteder.
Oddies Foodies laver de traditionelle egg waffles med et twist. Er du til matcha, må du endelig ikke gå glip af sesamvaflen med matcha softice! (45 Gough St, Central, Hong Kong)
Yum cha er nok et sted, du ikke har kunne undgå at bemærke, hvis du tilbringer bare en smule tid på de sociale medier. På denne populære restaurant kan du få dim sum formet som små grise, kyllinger, hunde, you name it! (3/F, 20-22, Granville Rd, Tsim Sha Tsui, Hong Kong)
Hello Kitty Chinese Cuisine serverer, som navnet nok antyder, kinesisk mad, heriblandt dim sum, formet som Hello Kitty. (Lee Loy Mansion, Canton Rd, Yau Ma Tei, Hong Kong)
Leo’s Espresso Skal din eftermiddagskaffe have en lille opgradering i form af et sødt lille dyr formet i mælkeskum? Her snakker vi koalaer, Totoro, kaniner, katte, corgis – alt sammen i 3D mælkeskum! Need I say more? (Shop 114B, 1/F, Hutchison House, 10 Harcourt Road, Admiralty, Hong Kong)
Transport i Hong Kong
Hong Kong har en utroligt effektiv infrastruktur, som kan bringe dig til stort set alle hjørner af territoriet. Byens metronetværk, MTR, har linjer, som kan føre dig tværs over Hong Kong-øen, til Lantau Island, til Kowloon og op i de Nye Territorier, som er forbundet med Fastlandskina. Eneste men er, at togene ikke kører til senere end kl. 1 om natten. Du kan se samtlige ruter i MTR-systemet på hjemmesiden her.
I det centrale Hong Kong kan du desuden benytte dig af de gamle sporvogne, de såkaldte Ding Dings. Transporttiden her er væsentligt længere, men det er en oplevelse, som alligevel bør prøve mindst én gang under dit ophold. Her kan du nemlig se byen fra et helt andet perspektiv. Du kan se samtlige stop på sporvognsnetværkets hjemmeside her. I resten af territoriet kan du benytte dig af byens busser og minibusser. I minibusserne er der kun plads til 19 passagerer, og du kan derfor ikke stige af bussen, hvor der ikke er mere plads. Her tages der kun imod lige kontanter eller transportkortet Octopus-kort. Det kan desuden være en fordel at kunne tale en smule kantonesisk på disse busser, men jeg har nu klaret mig nu fint uden. Du kan læse mere om busserne i Hong Kong her.
Til al transport i Hong Kong kan det anbefales at anskaffe sig et såkaldt Octopus-kort. Kortet fungerer lidt som en udvidet udgave af vores rejsekort, og giver dig adgang til ikke blot offentlig transport, mens kan også bruges i diverse kiosker, dagligvarebutikker og endda også spisesteder. Du kan købe dit Octopus-kort ved ankomst i Hong Kong lufthavn. Du kan læse mere om Octopus-kortet her.
Her skal du bo i Hong Kong
Det budgetvenlige
Under størstedelen af den tid, jeg boede i Hong Kong, lejede jeg et værelse på et hostel sammen med en kinesisk pige. Y-Loft er beliggende i Chai Wan på Hong Kong-øen og ved endestationen på den blå Island MTR-line. Dette er et af de lækreste hostels, jeg nogensinde har boet på. Her er både 2-personersværelser og egentlige dorms med eget badeværelse og køleskab, og så er der et lille og sparsomt fælleskøkken bestående af en mikroovn. Derudover er der virkeligt rent, værelserne er store for Hong Kong, der er muligheder for at få vasket tøj, og så er udsigten ikke hel dårlig. Det var i hvert faldt godt nok til at jeg kunne bo der i fem måneder (:
Du kan se priser og ledighed lige her (reklamelink).
Det midtimellem
Den første uge i Hong Kong var jeg så heldig at være i selskab med min franske kæreste, Olivier. I disse dage havde valgt at bo på et 4-stjernet hotel med en central beliggenhed i Causeway Bay, som også ligger på Hong Kong-øen. Her boede vi lige ved væddeløbsbanen Happy Valley, hvilket nok betød lidt gang til og fra metrostationen, men det trak til gengæld prisen en anelse ned i forhold til lignende hoteller i området.
Du kan se priser og ledighed lige her (reklamelink).
Det luksuriøse
Dette indlæg blev udgivet første gang i februar 2016
Indlægget er sidst opdateret i februar 2018
7 svar til “Den ultimative insider guide til Hong Kong | Her er alt du behøver at vide”
id happily eat dim sum all day every day :p HK is definitely high in the list of places I wanna visit!
Pam xo/ Pam Scalfi♥
You forgot watching the symphony of lights �� but otherwise a great list ��
Tine
http://aworldofbackpacking.com
You have summarised the Hong Kong must do's perfectly!! *sigh* miss the pineapple buns and dimsums, they are so delicious!
Love TOTS
Er faldet over din fine blog ifm. jeg er så heldig at skulle til Kina og Hong Kong i November. Jeg rejser med en vennegruppe, hvor vi har besluttet at planlægge en overraskelse for hinanden hjemmefra. Min overraskelse skal foregå i Hong Kong. Jeg vil høre om du har en idé til en anderledes/sjov/skør oplevelse i byen? :^)
Dbh. Sine
[…] First of all, if you ever get the opportunity to live abroad, or in Hong Kong, for a while do it! Chances are that you definitely won’t regret it. As for recommendations on living in Hong Kong, I actually only have one, and that is to not wait for the adventures to come to you, but instead go look for them yourself. I suppose this might be the case for most places, but in Hong Kong in particular you won’t experience anything, if you don’t take action yourself. The issue with Hong Kong is that most people in public tend to be very shy and living inside their own little bubble, so whenever you leave your house you’ll find it rather difficult to interact with the locals or other expats. This doesn’t necessarily mean that you’ll have to go explore the territory yourself. During my time in Hong Kong I found that Meetup was the absolute best place to find new friends to go on adventures with. Whether you’re into soccer, pub crawls, hiking, canoeing, snorkeling, or museums, you’ll find a meetup group that perfectly fits you. Although I only joined a few meetups during my time in Hong Kong, it was honestly one of the best decisions I made during those five months, as I got to meet likeminded people, who were just as interested as me in exploring Hong Kong off the beaten path, and they definitely ended up making my Hong Kong experience one I’ll never forget. As for things you should do while in Hong Kong, you can read all about this in my ultimate guide to Hong Kong. […]
Hvordan er det nu med adgang til Facebook, Instagram mv. i Hong Kong? Er der problemer med at logge på?
Hej Lone
Selvom Hong Kong officielt hører under Kina, har de deres eget system i de fleste henseender. Dette er også tilfældet, når det kommer til The Great Firewall, som ikke hersker i Hong Kong. Du har derfor fri adgang til Facebook, Instagram, Google osv..
Du må have en rigtig god tur til Hong Kong. Sig endelig til, hvis du har spørgsmål dertil, som jeg endnu ikke har besvaret her på bloggen! 🙂