I sidste uge delte jeg en miniguide til den gamle bymidte i Tallinn. Selvom denne del af Tallinn er ekstremt smuk og mest af alt føles som at vandre i et eventyrland, så vil jeg nu mene, at du især skal besøge Tallinn for det, du finder uden for den gamle bymur – nemlig den hippe bydel Kalamaja. Her venter dig et hav af gode shoppingmuligheder, lækre (og billige!) spisesteder og hyggelige områder, hvor man kan få et indblik i en lidt anden del af byens historie. Dette skal du opleve i Kalamaja!
Områder
I Kalamaja er der to områder, du ikke må gå glip af; Telliskivi Creative City og området, der er mellem gaderne Kungla og Valgevase. Kalamaja var i middelalderen hjem for fiskermænd, deraf navnet, som direkte oversat betyder fiskehus. Indtil begyndelsen af 2. Verdenskrig var dette område hovedsageligt et industriområde på grund af dets beliggenhed ved industrihavnen. I løbet af 20erne og 30erne begyndte Kalamaja at blomstre, og flere byggerier begyndte at komme frem. Husene fra denne tid er kendt som Tallinn Huse og kan kendes på de karakteristiske trappeopgange i midten af de ofte farvestrålende træhuse på over 2 etager. Disse huse kan du opleve på gaderne mellem Kungla og Valgevase. I 40erne begyndte området igen at gå i forfald, men i dag er der kommet en stigende interesse for Kalamaja, hvorfor du nu finder et stort udvalg af spændende butikker, virksomheder og spisesteder, som de lokale såvel som besøgende glædeligt støtter op om. For et indblik i områdets historie skal du gå langs gaderne Kungla og Valgevase, mens du absolut skal bruge en dag på shopping, øl og spisning i Telliskivi Creative City.
Shopping
Telliskivi Creative City
Telliskivi Creative City er hjertet i Kalamaja, og udover et væld af spisesteder finder du også et hav af shoppemuligheder inden for alle kategorier. Her er en hel gade, hvor der sælges alt fra tøj, smykker, hudpleje, ting til hjemmet samt et godt udvalg af miljøvenlige produkter – alt fra lokale designere.
Estonian Design House
I udkanten af Kalamaja, nær vandet, finder du Estonian Design House, der er beliggende i en kalkstensbygning, om som huser en lille café og en designbutik. Her kan du finde et fint udvalg af lokale smykker, nipsting og et par beklædningsgenstande.
Spisesteder
Noodle Box
Jeg elsker kinesisk mad, og på Noodle Box kan du få den autentiske og friske af slagsen. Set udefra ligner det ikke et sted, man umiddelbart har lyst til at spise, men lad dig ikke skræmme – her har jeg fået de bedste nudler uden for Asiens grænser nogensinde! Menuen er vegansk og deres Sichuan dan dan noodles er virkelig fantastiske.
(Telliskivi 24)
La Tabla
På denne farverige restaurant serveres der et væld af latinamerikanske retter – heriblandt tacos. Gør dig selv en tjeneste og bestil en af deres drinks – med eller uden alkohol. De er virkelig lækre og koster ingenting.
(Telliskivi 60)
Pudel Baar
I denne hyggelige bar serveres der hundredevis af øl, hvoraf flere dem er mere specielle og sjældne. Baren har især et meget godt udvalg af mikrobryggerier såvel som lokale håndlavede øl. Prøv for eksempel deres sampler med 5 ret store smagsprøver eller måske den belgiske kirsebærøl Kriek.
(Telliskivi 60A)
Torokse Talupood-Kohvik
Her havde jeg nok den mest specielle (og lokale spiseoplevelse). Denne lille café og gårdbutik er beliggende i en lille kælder, som mest af alt minder om en labyrint, som er dekoreret som bedstemors hus. Her sidder du i sofaer eller lænestole, og hver dag er menuen ny og sammensat ud fra hvilke råvarer, de får ind fra den lokale gårdmand. Vi besøgte stedet til morgenmad og blev serveret spejlæg med spæk, kartofler og en marineret salat samt en kop kaffe for sølle 20 kr per mand. Og ja, det er en dansk kaffekop, jeg drikker af 😀
(Soo 26)
Kalamaja Pagarikoda
Skal du prøve en bid af de estlandske (hedder det overhovedet det??) bagværk, skal du lægge vejen forbi Kalamaja bageren. Her kan du både sidde ned med en kop kaffe og en morgenkage sammen med de mange lokale, der strømmer hertil, eller du kan tage maden med på vejen. Her serveres et væld af søde morgenkager samt forskellige former for bagværk med ost og andet salt.
(Jahu 11)
DEPOO Food Street
Besøger du Kalamaja på en solskinsdag, er det oplagt at spise udendørs. På DEPOO Food Street er en gammel togstation, hvor du i dag finder et stort udvalg af spisesteder i de gamle containere og togvogne. Her er du garanteret at kunne finde noget for enhver smag, og så kan du nyde maden på det fælles spiseområde i midten af pladsen.
(Telliskivi 62)
2 svar til “KALAMAJA | EN GUIDE TIL DET HIPPE TALLINN”
Virkelig fin side Camilla!
Super fine guides og helt vildt smukke billeder 🙂
/Johanne
Tusind tak for dine rosende ord Johanne (: