Billige spisesteder i Amsterdam | Her kan du spise på budget

Billige spisesteder i Amsterdam | Her kan du spise på budget

Amsterdam er ikke just en billig by at besøge. Mange bliver nok skræmt fra at tage på en storbyferie dertil, når de ser de ekstremt høje hotel- og Airbnbpriser. Men så snart hotellet og flybilletten er betalt, er det faktisk ikke ekstremt dyrt at besøge Amsterdam. Du skal blot holde dig fra de åbenlyse turistfælder. Holland er nemlig langt billigere end Danmark, når det kommer til at spisesteder, og selvom Amsterdam er dyrere end andre hollandske byer, kommer du sjældent til at betale mere for et måltid mad, end du ville hjemme i Danmark. Her i indlægget finder du 6 af mine personlige favorit spisesteder, når jeg skal have en billig bid mad. 

Vlaams Friteshuis Vleminckx 

Holland er kendt for sine pommes frittes, og de bedste fås i denne lille bod, som ligger på en baggade til shoppingområdet Kalverstraat. Hollænderne tager deres pommes frittes meget seriøst, og hos denne prisvindende bod kan man få intet mindre end 13 forskellige toppings på sine fritter. Min favorit er nummer 12!

(Voetboogstraat 33, 1012 XK Amsterdam)

Pancakes! 

Udover pommes frittes, så er hollænderne også utroligt stolte over deres pandekager, som mest af alt minder om vores danske pandekager dog en anelse tykkere. Hos Pancakes! kan I både få salte frokostvarianter men også lækre dessertudgaver. En anden hollandsk favorit er de små pandekager kaldt poffertjes, der serveres med puddersukker. Vær klar på at skulle vente i kø her eller læg vejen forbi den nyåbnede og store restaurant, som ligger lige ved siden af Anne Franks Hus.

(Berenstraat 38, 1016 GH Amsterdam)

The Breakfast Club

Har du ikke morgenmad inkluderet i hotelprisen, er der masser af lækre brunchsteder i Amsterdam. En af de billigere er The Breakfast Club. Her kan man få de klassiske pandekager, havregrød og æg, men bare lige en tand bedre end man kan lave det derhjemme. Også perfekt hvis man craver lidt morgenmad på andre tidspunkter end om morgenen! Her koster retterne mellem 5 og 11 € og drikkevarer mellem 2 og 3 €, så det ligger langt under den gennemsnitlige pris for brunch i Amsterdam. De har flere restauranter fordelt over byen, men vi plejer altid at gå til den på Haarlemmerdijk, der ligger kun få meter fra vores lejlighed.

(Haarlemmerdijk 122, 1013 JH Amsterdam)

The Lebanese Sajeria

Jeg er gået forbi denne lille biks adskillige gange og er hver gang ved at falde i svimer over den fantastiske duft, der kom ud ad døren. Her kan man købe libanesiske fladbrødwraps med massevis af krydderurter og andre traditionelle ingredienser alt efter om man er til kød eller ej. Mange vil nok mene, at en enkelt ikke er nok til frokost, så tag to eller vælg deres combo med dagens suppe. Prisen ligger under 10 € per ret, så det er en af de billigere frokoststeder i Amsterdam.

(Wijde Heisteeg 1, 1016 AS Amsterdam)

Moeders 

Vil I prøve lidt traditionel, hollandsk mad, er Moders stedet! Denne rustikke lille restaurant er proppet med billeder af mødre på enhver bar overflade, og der serveret klassisk mormad som kartoffelmos, alverdens gryderetter og tærte. Skal I smage på lidt af hvert, skal der bestilles en omgang rijstaffel for 20 €, hvor der serveres et udvalg af favoritterne. Stedet er meget populært, så bestil bord i forvejen eller kom i god tid!

(Rozengracht 251, 1016 SX Amsterdam)

Van Puffelen 

Skal middagen være lækker men til en overkommelig pris, er Van Puffelen stedet. Her serveres der på restauranten (der ligger en pub af samme navn ved siden af) en 3-retters sæsonbetonet menu for sølle 30 €. Restauranten er lidt en blanding mellem hollandsk og fransk og virkelig lækkert til de små penge.

(Prinsengracht 375-377, 1016 HL Amsterdam)

 

Rejseblog om at rejse til Holland | Guides, expatliv, tips og inspiration

 

 

Kunne du lide dagens indlæg? Så glem ikke at følg Cammi.DK på de sociale medier!
FØLG CAMMI.DK PÅ

Bloglovin’ | Instagram | Facebook


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.