Hotel Oasia | Designhotel i hjertet af Århus

Hotel Oasia | Designhotel i hjertet af Århus

Reklame for Hotel Oasia

Som jeg teasede i går, vil jeg i dag fortælle om det hotel, jeg havde fornøjelsen af at bo på under mit ophold i Århus. Når jeg er hjemme i Danmark, plejer jeg altid at bo hos mine forældre, så det var lidt specielt at kunne komme på en lille getaway i det danske land. Normalt plejer jeg blot at komme til Århus for enten at besøge familie eller for at shoppe, men med et helt døgn i Århus var der pludselig mulighed for at genopdage sin kærlighed til den skønne by. Det kan jeg blandt andet takket skønne Hotel Oasia for. Jeg skal være ærlig at sige, at jeg i Danmark måske kun har boet på hotel en håndfuld gange. Men min oplevelse på Hotel Oasia har absolut givet mig lyst til at besøge endnu flere hoteller i vores skønne land. Anyway, her er mine tanker om Hotel Oasia!

Reception og lobby

Hotel Oasia ligger blot et stenkast fra Århus Banegård midt i hjertet af Århus. Til trods for sin yderst centrale placering, er her ro og en afslappet atmosfære – noget jeg selv sætter utroligt meget pris på.

Det første, man bliver mødt af, når man træder ind på hotellet, er den smukke lobby, der ligger i forlængelse af receptionen. Dette er en af de fedeste lobbyer, jeg har set længe, og jeg var helt overrasket over ikke at se et eneste øje her under vores tid i Århus. Som selvstændig fungerer dette som den perfekte base til at få lavet en lille smule arbejde i hyggelige omgivelser. Du kan naturligvis også blot bruge lobbyen til en rolig stund, før du bevæger dig ud i byen. Her er der altid god, økologisk og gratis kaffe på kanden, ligesom man også kan få en kop te, kakao eller kaffe med mælk i alverdens afskygninger. Så behøver man heller ikke at bruge penge på en mega dyr kop kaffe inde i byen.

Servicen på hotellet er fortrinlig – altid et smil på læben, og de søde receptionister gør deres ypperste for at sikre sig, at man nyder sit ophold. Selvom vi ikke selv fik brug for personalet til andet end at checke ind og ud, kunne man ikke føle sig andet end velkommen.

Værelserne på Hotel Oasia

Under vores tid på Hotel Oasia boede vi i et af hotellets rummelige designværelser. Jeg er selv ikke en design- eller interiørnørd, men jeg forstår alligevel at værdsætte god stil. Og det synes jeg, at de har på Hotel Oasia. Værelset er indrettet meget minimalistisk og stilrent – klassisk nordisk stil. På vores værelse havde vi den smukkeste himmelseng med en utroligt blød madras, som jeg glædede mig til at hoppe i efter en dag med lange gåture i byen.

På værelset var der også B&O TV og docking station. Meget smukt og smart. Det er dog lidt farligt at investere i en designer docking station, når teknologien udvikler sig så hurtigt, som den nu engang gør. Vores telefoner var i hvert fald allerede for moderne til at kunne tilkobles – og min iPhone fik jeg altså for snart 3 år siden i Hong Kong. Vi endte dog med at finde et kabel frem, så vi kunne lytte til lidt musik, før vi begav os ud i byen den næste morgen. B&O forstår virkelig at lave god lyd!

Badeværelset

Badeværelset er meget minimalt indrettet, men der er alt det, du behøver til en enkelt nat eller to. Her er nyere bruser, håndvask og toilet, og så var det rent og stilrent. Der kunne nu sagtens have været et badekar for at løfte oplevelsen en anelse. Men eftersom hotellet har en streng miljøpolitik, giver det meget god mening ikke at spilde vand på et karbad. Mere har jeg egentlig ikke at sige her – det var bare super!

Morgenmaden

Da vi vågnede den næste morgen, stod den på morgenbuffet, som findes på hotellets stueetage. Udvalget var lettere sparsomt men med lækre, økologiske produkter, og der burde være lidt for enhver smag. Selv fik jeg mig en skål yoghurt med pære og banan – noget jeg savner meget i Amsterdam, en lille morgenkage, særdeles god, økologisk kaffe og juice. Derudover fik jeg også et ingefærshot, hvilket jeg var ovenud begejstret for – det er i hvert fald noget, som jeg sjældent har set på andre hoteller. Derudover finder du forskellige slags brød (Ollie var ellevild med rugbrødet), scrambled eggs med bacon og pølser, frisk frugt, pålæg og forskellige morgenmadsprodukter.

Selve morgenmadsområdet er ganske hyggeligt, men vi valgte nu i stedet at tage maden med ned i lobbyen for at kunne nyde vores mad i endnu mere hyggelige omgivelser.

Hotel Oasia får min allervarmeste anbefaling. Det er perfekt til et lille getaway i Smilets By, men det er også en ideel base til en arbejdsferie i det jyske. Som udlandsdansker er jeg begyndt at få øjnene mere op for vores små perler i Danmark, så jeg kunne absolut godt finde på at overnatte her igen, hvis jeg har brug for mere end et par timer i Århus.

Hotellet er så lækkert! Smukt og minimalistisk designede værelser, virkelig fed og afslappet lobby og lækker, økologisk morgenbuffet. Jeg kan egentlig slet ikke forstå, at Hotel Oasia kun har 3 stjerner. Ollie og jeg undrede os i hvert fald flere gange under vores ophold over, at det ikke har flere stjerner.

Jeg er ikke den eneste, der er fan af Hotel Oasia. Hotellet er nemlig blevet tildelt Travellers’ Choice prisen fra TripAdvisor i 2018, da det er blandt top25 over de bedste hoteller i Danmark. Derudover er det også på top25 over de mest romantiske hoteller i Danmark. Så hvad end du er på udkig efter en hyggelig getaway med veninden, et romantisk ophold i Smilets By eller en god arbejdsbase under din tid i Jylland, er Hotel Oasia det helt rette valg!

Du kan se priser og ledighed for Hotel Oasia lige her (reklamelink)

 

 

 

Kunne du lide dagens indlæg? Så glem ikke at følg Cammi.DK på de sociale medier!
FØLG CAMMI.DK PÅ

Bloglovin’ | Instagram | Facebook

, , , , ,

3 svar til “Hotel Oasia | Designhotel i hjertet af Århus”

  1. Sjovt at følge lidt med i hvordan hotel scenen er i DK! Jeg er helt vildt med jeres værelsets indretning. Lobby må jeg sige sådan lidt for… Hmm, orange, til min smag 😉 Måske er det federe i virkeligheden.

    I hvert fald tak for at tage os med på “tur” til Hotel Oasia! Jeg vil holde dem i mente, hvis jeg en dag tager kæresten med til Århus, når vi kommer forbi Danmark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.