En guide til de skjulte gårdhaver | Groningen edition

En guide til de skjulte gårdhaver | Groningen edition

Reklame i samarbejde med Visit Groningen

Jeg har før skrevet om de smukke skjulte gårdhaver, som ligger spredt ud over Amsterdam. Men det er faktisk ikke kun i Amsterdam, man finder disse grønne oaser, der er gemt væk fra det hektiske byliv. I stort set hver eneste hollandske by kan du gå igennem enten smukke eller mere skjulte porte, der fører dig væk fra byen og ind i folks haver, der er åbne for offentligheden. Min tur til Groningen for 3 uger siden startede ud med en cykeltur rundt til Groningens hovedattraktioner og de mere skjulte perler, heriblandt de skjulte gårdhaver. Her er 3 af gårdhaverne, som du bestemt ikke må gå glip af på en tur til Groningen. 

Historien om hofjes og gasthuizes

Hvorfor søren elsker hollænderne disse skjulte gårdhaver så meget? Hvor gårdhaverne i langt de fleste hollandske byer går under navnet hofjes, kalder man dem i Groningen Gasthuizes – gæstehuse. Konceptet er dog det samme. Gæstehusene stammer helt tilbage fra middelalderen, hvor man rundt omkring i byen valgte at opføre særlige hjem til at huse folk i nød. Syge og fattige mennesker, enker og enkemænd, pilgrimme og nonner var blot nogle af de udsatte borgere, der enten gratis eller for et symbolsk beløb kunne bo i disse bebyggelser, der ofte var bygget rundt om en grøn plads. Siden middelalderen er antallet af mennesker i nød faldet, og gæstehusene er i stedet blevet til boliger, som har været i høj kurs blandt velhavende borgere. De grønne pladser er her fortsat og fungerer som et grønt tilflugtssted, hvor beboerne kan søge væk fra byens stress og jag. I Groningen findes der 32 gamle gasthuizes og hofjes, og langt de fleste er åbne for offentligheden i dagstimerne. Hvis du vil besøge gårdhaverne, skal du dog have i tankerne, at dette er folks hjem og derfor udvise respekt overfor beboerne og haverne, når du kommer forbi. Tag derfor ikke billeder af beboerne og gå kun på de markerede stier. Når det så er sagt, er langt de fleste beboere glade for besøg, og de fortæller gerne historier om gårdhaverne under dit besøg.

De 3 gæstehuse her i indlægget findes alle på gaden Grote Leliestraat, Store Liljegade. Gaden er beliggende i det såkaldte Hortus-nabolag, havenabolaget, som i sin tid var et populært sted at opføre gæstehuse for folk i nød. Her er 3 af de gæstehuse og smukke gårdhaver, du finder i nabolaget.

Vil du besøge endnu flere gæstehuse på din tur til Groningen, har turistkontoret i Groningen lavet en fin guide og app, der guider dig rundt til langt størstedelen af gæstehusene i byen.

Midden Gasthuis

Første stop på vores tur rundt til gæstehusene på Grote Leliestraat er Midden Gasthuis. Det første Midden Gasthuis blev grundlagt i 1873 på Kleine Rozenstraat af det såkaldte deacon-forbund, der er et forbund for aktive og tidligere præster i den hollandske kirke. Formålet var at huse eksemplariske ældre mænd fra kirken, der ikke passede ind i byens andre gæstehuse. På grund af den store success, valgte man i 1895 at bygge et endnu større Midden Gasthuis på Grote Leliestraat, som er den, du kan se på billederne nedenfor. Dette er uden tvivl en af de smukkeste og mest hyggelige gæstehuse, jeg har besøgt i Holland. Selvom gæstehuset indrammer en stor plads, gør de mange beplantinger, at det føles som en masse små grønne oaser, når man går rundt i gårdhaven. Og så er hovedhuset bare super smukt!

Pieternella Gasthuis

Pieternella Gasthuis blev grundlagt i 1871 af Ludewé Vink, der ville ære og minde sin afdøde mænd og to børn. Gæstehuset er opkaldt efter Ludewés børn, Pieter og Pieternella. Her var der meget strenge krav for beboerne, der ønskede at flytte ind i gæstehuset. Det forventes nemlig, at folk levede et eksemplarisk liv uden alkohol og andre “skavanker”. Derudover havde sømænd første ret til at bo her, da Ludewés sidste mand arbejdede på en båd. Gæstehusets gårdhave er én stor grøn plads med små hyggelige kroge, og midt på pladsen er der opstillet en skulptur til ære for Ludewé. Går man rundt på havens små stier, vil man også hurtigt støde på en masse andre dele af gårdhaven, der næsten er opbygget som en lille labyrint. Det var faktisk i denne gårdhave, vi brugte allermest tid på vores tur, fordi der bare blev ved med at dukke nye områder op, som vi gik rundt i haven. Derudover har gæstehuset det smukkeste indgangsparti, hvorfor den er svær at overse, når du går gennem Grote Leliestraat.

Sint Martinus Gasthuis

Sint Martinus Gasthuis stammer tilbage fra 1880, hvor det blev grundlagt af den romersk katolske kirke. Gæstehuset blev bygget for kirkens ældre herrer, som, ligesom ved de andre gæstehuse, blev krævet, at de udviste en helt eksemplarisk opførsel. Derfor var det også oftest munke, der boede her. Dette er måske den mindst specielle gårdhave i Groningen, men den er alligevel et besøg værd. Her var beboerne nemlig de mest gæstfri, og vi fik da fortalt et par historier af de beboere, vi mødte.

Jeg besøgte Groningen og Vadehavet som en del af et samarbejde med Visit Groningen og NordicTB. Jeg rejste sammen med svenske Helena fra Oh darling, let’s be adventurers, og du kan se alle vores opdateringer fra turen på FacebookInstagram og Twitter på #CitybreakHolland. Du kan læse mine andre artikler om Groningen her. 

Rejseblog om at rejse til Holland | Guides, expatliv, tips og inspiration

 

 

Kunne du lide dagens indlæg? Så glem ikke at følg Cammi.DK på de sociale medier!
FØLG CAMMI.DK PÅ

Bloglovin’ | Instagram | Facebook

, , , , ,

3 svar til “En guide til de skjulte gårdhaver | Groningen edition”

  1. Vi var forbi nogle af dem i efteråret 2016, men det er faktisk først efterfølgende, når jeg har læst med ved dig og Amsterdam, at jeg har fundet ud af, at gårdhaver af noget specielt for hollandske byer. De er virkelig hyggelige og en god måde at få plads til små grønne oaser i byen 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.