Reklame i samarbejde med Visit Groningen
Følger I med på Instagram og på Facebook, har I nok ikke kunne undgå at bemærke, at jeg i forrige uge var på pressetur i det nordlige Holland. I 3 dage var jeg og Helena fra Oh darling, let’s be adventurers på opdagelse i Groningen by og provins, hvor vi blandt andet cyklede rundt til Groningens skjulte perler, så sæler, suste rundt på Vadehavet i en redningsbåd, beundrede de fedeste fotografier på Groninger Museum, så solen gå både op og ned i horisonten og spiste uendeligt meget fisk. Var mine opslag på Instagram og Facebook ikke overbevisning nok, har jeg her samlet en håndfuld rigtigt gode grunde til at du skal besøge Vadehavet i Holland.
1. Beleef Lauwersoog
Den første dag på presseturen stod på frokost og en kort cykeltur rundt i Groningen, hvorefter vi hentede vores lille blå bil og satte kursen mod kysten. Efter en køretur på knap 45 minutter ankom vi til Beleef Lauwersoog, der er det fineste ferieområde midt i Lauwersmeer National Park. Her havde vi en hyggelig lille hytte, der lå lige ud til en sø – utroligt idyllisk!
Vi havde ikke mange minutter til at finde os til rette i hytten, før vi skulle videre til middag på en af feriestedets restauranter på havnen. Efter at have indtaget vores overdådige fiskemiddag (læs om det under punkt 5), skyndte vi os tilbage til vores hytte for at kunne se solen gå ned over den lille sø ud for Beleef Lauwersoog. Vi stod her et par minutter, før det var på tide at hoppe på hovedet i seng. Den næste morgen havde vi nemlig planlagt at vågne allerede kl. 4 for at kunne tage ud til kysten og se solen stige i øst. Men mere om det i punkt 3.
Beleef Lauwersoog råder som sagt over et par restauranter, hvor morgenmaden blev indtaget på Booze Wijf. En ganske hyggelig restaurant, hvor vi fik serveret en typisk hollandsk morgenmad bestående af brød, ost, fisk og chokoladekrymmel. Vi var dog mutters alene her, og jeg har lidt på fornemmelsen, at langt de fleste besøgende ville benytte sig af dette spisested i aftentimerne frem for om morgenen. Vores hytte var nemlig fuldt udstyret med køkken, hvorfor jeg på en anden tur hertil helt sikkert ville medbringe min egen mad, som jeg så ville nyde på den lille terrasse med udsigt til den smukke sø.
På grund af en rigtig fin legeplads kan jeg forestille mig, at Beleef Lauwersoog er utroligt populær for børnefamilier, men det var faktisk også det perfekte sted for os, der bare ville nyde naturen i ro og mag. Kæmpe pluspoint for den fantastiske beliggenhed blot få minutters kørsel fra både Vadehavet og indgangen til Lauwersmeer National Park, fine faciliteter både til fælles brug og i hytten samt hygge i verdensklasse! Minuspoint for mangel på tid – kunne snildt have brugt flere dage her.
(Beleef Lauwersoog. Strandweg 1, 9976 VS Lauwersoog, Holland)
2. Nationalpark Vadehavet
Hovedattraktionen i Nationalpark Vadehavet er sjovt nok Vadehavet, som strækker sig hele vejen fra vores danske Vadehav, ned over Tyskland og ender i Holland. Det hollandske Vadehav gemmer på et hav af hyggelige små ferieøer, som bestemt er et besøg værd, hvis man har flere dage i området. Har man lidt kortere tid på hånden, og er man til fart og sjov, er en tur i en redningsbåd et rigtigt godt alternativ.
Efter at have stået op til den smukkeste solopgang efterfulgt af en typisk hollandsk morgenmad, satte vi kursen mod havnen, hvor der ventede os den sjoveste sejltur rundt i Vadehavet. Udover at råde over de fineste feriehytter, hyggelige restauranter og skønne badestrande, udbyder Beleef Lauwersoog nemlig også massevis af sjove aktiviteter og ekskursioner. En af turene er med en lynhurtig redningsbåd, som bestemt var et af de mange højdepunkter på min tur til Groningen. Vi startede ud med en kort introduktion til Vadehavet og de øer, vi ville kunne spotte undervejs på vores tur, lige som vi også lærte om de dyr, der lever i Vadehavet, heriblandt sæler. Herefter var det tid til at tage redningsvesten på og stige om bord på den lynhurtige båd. På de omkring 3 timer, vi sejlede rundt, var vi heldige at spotte en flok sæler, der solede sig på en af de små øer, lige som vi også sejlede forbi utallige fiskekuttere, der var ude at fange rejer.
Undervejs gjorde vi også holdt ved en af øerne, hvor vi kunne gå rundt og nyde lidt fast grund under fødderne, før vi satte os tilbage på båden igen. Herfra kunne vi se ud til flere omkringliggende øer, hvoraf én bliver brugt som redningsø, hvis sømænd skulle være så uheldige at gå på grund i det lavtliggende hav. Vores kaptajn fortalte os, at flere danske sømænd faktisk har været nødsaget til at overnatte i den lille hytte, fordi de ikke har kunne sejle videre i deres eget skib. Derudover sejlede vi også forbi øen Schiermonnikoog, der for blot 300 år siden så ganske anderledes ud. Dengang bragte en storm nemlig så meget vand ind Vadehavet, at en hel landsby den dag i dag endnu ligger under vand. Ser man bort fra denne kedelige skæbne, er Schiermonnikoog faktisk et yndet feriemål for alle, der er vild med ro, afslapning og sjove aktiviteter i vandet eller på stranden på grund af den stærke vind. Var det noget med en omgang kite buggying?
Jeg kan på det varmeste anbefale en tur i speedbåd i Vadehavet. Udover at være en fed mulighed for at opleve og lære om Vadehavet, så var det også bare skide sjovt! Som I måske havde set på Instagram Stories eller Facebook, var der meget fart på, og kombineret med vind og bølger resulterede det i en masse hop på bølger og vand overalt. Ikke just det mest optimale, hvis man vil tage billeder, men uden tvivl det sjoveste, jeg har prøvet længe! Turen kan bookes ved ankomst til Beleef Lauwersoog og koster 24,50 € for en kort tur og 64,50 € for en dagstur.
3. Lauwersmeer National Park
Som sagt lå vores lille ferieresort midt i Lauwersmeer National Park. Nationalparken ér en ud af lidt over 40 naturreservater i verden, hvor lysforureningen er så lav, at der er de helt ideelle forhold til at kunne se ikke blot den klare stjernehimmel men også mælkevejen. Dette ville vi naturligvis opleve. Derfor stod vi op kl. 4 for at kunne se nogle stjerner. Dette viste sig dog at være alt for sent, for her var solen allerede så småt begyndt at bringe lys til himmelen, til trods for at den først skulle stige halvanden time senere. Selvom vi ikke fik set stjerner, fik vi til gengæld set den smukkeste solopgang, da solen stille steg op over Vadehavet. Et yderst smukt syn, som bestemt var det værd at stå så tidligt op for. Vil du opleve Dark Sky og den klare stjernehimmel i Lauwersmeer vil jeg dog anbefale dig enten at stå endnu tidligere op end os eller at besøge området uden for sommermånederne, hvor dagene ikke er helt så lange. Jeg vil i hvert fald selv tage tilbage en dag for at opleve det selv!
Lauwersmeer National Park er bestemt også værd at besøge i dagstimerne. Udover at være udnævnt til Dark Sky Park, byder Lauwersmeer nemlig også på det mest storslåede dyreliv. Derfor var vi glade, da vi kunne presse lidt tid ind i vores ellers hektiske skema til at tilbringe et par timer i parken, før vi skulle tilbage til byen igen. I Lauwersmeer National Park kan du opleve alt fra søde skotske højlandskvæg, græssende får, vilde konik-heste og ikke mindst alverdens fugle – heriblandt kæmpe ørne. Vi fik faktisk spottet samtlige dyr pånær ørnene, hvilket blot giver os endnu en god grund til at vende tilbage en dag.
Under vores korte ophold i Lauwersmeer National Park, kom vi primært rundt med vores lille blå bil, som vi havde lejet i Groningen. Havde vi haft mere tid her, ville vi dog helt klart have benyttet os af parkens utallige fantastiske vandre- og cykelstier, så vi kunne komme helt tæt på naturen.
4. Pieterburen Zeehondencentrum
I Thailand har de elefantreservater, mens de i mange afrikanske lande har løvereservater. Og I Holland har de et sælreservat. I den lille landsby Pieterburen knap 30 kilometer fra vores hytte i Beleef Lauwersoog findes sælreservatet Pieterburen Zeehondencentrum. I dette center tager de sårede eller syge sæler og forladte unger ind og giver dem den fornødne pasning og pleje, før de slippes ud i Vadehavet igen. Her blev vi vist rundt bag kulisserne, hvor vi så hele processen fra når sælen bliver taget ind og bliver tjekket igennem til det allersidste step, før den er klar til at blive sluppet ud i det fri. Under vores besøg boede her 5 sæler; 3 ungsæler, der havde været der i et par måneder og var i sidste stadie, før de kunne blive sluppet ud, og så havde centeret den samme uge modtaget to hvalpe, der var under en uge gamle, og som var blevet forladt af deres mødre. Et utroligt trist syn, men på samme tid rart at vide, at der står dygtige dyrlæger klar til at passe dem og gøre dem klar til den virkelige verden. Umiddelbart virker 5 sæler ikke just imponerende, og fik da også at vide, at nogle besøgende var skuffede over ikke at se mange sæler. Men få sæler er faktisk bare et positivt signal om, at sælerne i det fri har det godt, hvilket vi jo egentlig ønsker. Sidste sommer var centeret hjem til over 100 sæler, der enten var syge eller var kommet til skade i blandt andet fiskenet eller propeller fra både. Det var en utroligt hård omgang for centeret og dets medarbejdere, der i den grad blev sat på overarbejde. Sælreservatet drives udelukkende på donationer, hvorfor det også koster 6 € at komme ind i centeret. Disse penge er dog i mine øjne givet ret godt ud!
Der er forskellige måder at opleve sælerne. Du har som almindelig besøgende adgang til udstillingen, hvor du også kan se de nyankomne dyr, der er i karantæne, og så kan du også gå udenfor, hvor du kan se sælerne i deres bassiner. For et par euro ekstra kan du få en guidet tur rundt i centret, hvor du ligesom os kommer ind og ser alle de forskellige faciliteter og lærer om centerets fantastiske arbejde. Fodring af sælerne kan ses af alle på bestemte tider i løbet af dagen. Vi fik selv mulighed for at se de små hvalpe og de større sæler blive fodret. Kommer du på det helt rigtige tidspunkt, kan du faktisk bestille plads til at være med, når de helbredte sæler bliver sat ud i havet igen. Turen koster 40 € per person, og jeg vil nok anbefale dig at skrive dig på deres mailingliste her. Så vil du få besked, når de har planer om at sætte den næste sæl ud i det fri. Karen fra Wanderlustingk fortæller om hendes oplevelse i indlægget her (på engelsk), og det lyder virkelig til at være noget, jeg selv kunne tænke mig at vende tilbage for at opleve en dag.
5. Seafood galore
Voormalig Noorman
Ligesom i Danmark, er den hollandske kyst et vaskeægte slaraffenland for fiskeelskere. Her kan man nemlig nyde alverdens godt fra havet på stort set samtlige spisesteder. På vores første aften blev vi kørt fra vores hytte og ud til restauranten Voormalig Noorman, der er tilknyttet Beleef Lauwersoog. Med en skøn udsigt over havet tilbragte vi her et par timer med de lækreste fiskeretter, hvoraf jeg ærligt talt ikke vidste, hvad størstedelen var. Men godt var det – selv for mig, der ikke er den helt store fan af fisk.
(Voormalig Noorman, Haven 50, 9976 VN Lauwersoog, Holland)
Waddengenot
Før vores besøg i Pieterburen Zeenhondencentrum skulle vi lige have en lille bid mad. Waddengenot lå bogstaveligt talt lige rundt om hjørnet fra sælreservatet i den lille landsby Pieterburen. På denne hyggelige restaurant kan du få alverdens former for friskfanget fisk. Mine medrejsende fik alle forskellige slags fladfisk, mens jeg selv fik kippeling. En af mine absolutte yndlingsretter i Holland er nemlig kippeling, som vel nok mere kan betegnes som en snack end en egentlig ret. Hvad søren er kippeling, spørger du? Kippeling er små stykker hvid fisk – normalt torsk – der skæres i små stykker, dyppes i en dej og frituresteges. Hertil serveres (helst) hjemmerørt hollandsk remoulade. Den hos Waddengenot er uden tvivl den bedste omgang kippeling, jeg hidtil har fået! Og så tror jeg aldrig, jeg har sagt kippeling så mange gange i træk.
(Waddengenot, Hoofdstraat 93, 9968 AB Pieterburen, Holland)
Jeg besøgte Groningen og Vadehavet som en del af et samarbejde med Visit Groningen og NordicTB. Jeg rejste sammen med svenske Helena fra Oh darling, let’s be adventurers, og du kan se alle vores opdateringer fra turen på Facebook, Instagram og Twitter på #CitybreakHolland.
4 svar til “5 gode grunde til at besøge Vadehavet i Holland”
Nu har jeg virkelig lyst til at tage på ferie ved Vadehavet – og ikke nødvendigvis i Danmark. Specielt Lauwersmeer lyder oplagt, når det også er Dark Sky-område! Gad godt ud og forsøge med nogle stjernebilleder på et tidspunkt 😀
Sikke en dejligt inspiration Camilla, om et sted jeg aldrig har hørt om før. Jeg får da helt lyst til at pakke bilen og tage afsted. Hold da sikke en solopgang, den var da værd at stå op efter.
Jeg er ret vild med billede af fiskebåden- godt skudt 🙂
/Annette
Åh sikke fine billeder. De sælger virkelig godt i sig selv. Tak for beskrivelserne. Det vil vi da lige tage med i puljen af sommerferiemuligheder
Det ser godt nok hyggeligt ud! Gad virkelig godt at se det med sælerne?