Reklame i samarbejde med NordicTB, LiveRiga og AirBaltic
Riga er den perfekte destination til en storbyferie uanset årstid. Riga er hjem til en idyllisk gammel bymidte, fascinerende art nouveau-arkitektur og ene af gode og billige spisesteder. Derudover har byen den helt perfekte størrelse til, at du kan nå at se det meste på blot en enkelt weekend. Her er din guide til ting, du skal se, lave og spise i Riga!
Oplevelser og seværdigheder i Riga
Den gamle bymidte
Rigas seværdighed nummer ét er uden tvivl den idylliske gamle bymidte. Store dele af den gamle bydel led gevaldigt under 2. Verdenskrig, men heldigvis har de været helt fantastiske til at få genopbygget bydelen og dets bygninger til deres oprindelige stand efter Letland atter blev selvstændigt. Udover at være utroligt betagende i sig selv og tilmed optaget på UNESCOs Verdensarvsliste, så finder du også langt størstedelen af attraktionerne i Riga her. Start ud ved byens rådhusplads, hvor du finder det smukke Sorthovedernes Hus, eller House of Blackheads. Huset er næsten 700 år gammelt og tilhørte oprindeligt det tyske handelsbroderskab, Sorthovedernes Kompagni.
Rundt om hjørnet fra Sorthovedernes Hus finder du Peterskirken. Kommer du til Riga på en klar dag, bør du absolut betale de 9 € for at komme til tops i kirkens tårn. Jeg gjorde det ikke selv under min weekend i Riga, da der sneede hver dag, men udsigten herfra skulle efter sigende være helt formidabel! Uden for kirken finder du bronzestatuen Bremer Stadsmusikanter. Vidste du, at tre af af Rigas venskabsbyer er Aalborg, Amsterdam og Bremen? Sidstnævnte har skænket Riga en gave i form af statuen af en æsel, en hund, en kat og en hane. Dyrene stammer fra et folkekært eventyr af Brødrende Grimm og udspiller sig i Bremen, hvor du også finder samme statue. Ligesom ved statuen i Bremen siges det, at man får sine ønsker opfyldt, hvis man rører ved æslets klove. Af denne grund fremstår klovene langt mere gyldne end resten af statuen.
Herfra fortsætter du til den 800 år gamle Domkirke. Riga Domkirke er en af Baltikums største kirker fra middelalderen, og i December er den bagrund til et af byens hyggeligste julemarkeder. To gader herfra finder du De Tre Brødre. Disse tre bygninger skulle ifølge legenden være bygget af tre mænd af samme familie i årene 1490, 1646 og det 17. århundrede – deraf navnet. Har man besøgt Amsterdam eller andre byer i Holland, vil bygningerne nok virke lidt genkendelige. Husene er nemlig opført i typisk hollandsk stil med de karakteristiske gavle. Dette skyldes byens handelsforbindelser med Holland på , og bygningerne blev netop bygget for at kunne blive brugt i forbindelse med handel og produktion af handelsvarer.
Afslut din gåtur gennem Rigas gamle bymidte ved at lægge vejen forbi Svenskeporten. Denne port er det eneste, der står tilbage af den gamle bymur, der i sin tid skulle beskytte Riga mod svenskernes angreb tilbage i 1698. Går du gennem porten, bliver du ført videre til parken, Bastionsbjerget, og flere af Rigas spændende seværdigheder.
Frihedsmonumentet
Frihedsmonumentet er Rigas centrale mindesmærke og er placeret i byens midte. Det 42 meter høje søjlelignende monument er opstillet til ære for landets faldne soldater, der kæmpede for Letlands uafhængighed i 1918-20. Frihedsmonumentet anses for at være landets allervigtigste symbol for Letlands frihed, uafhængighed og selvstændighed. Ironisk nok blev det opført i 1935 ganske kort tid, før Letland atter blev besat af Sovjetunionen. I tiden herefter blev forsamlinger ved monumentet ulovliggjort – en lov, der blev håndhævet indtil starten på Den syngende revolution, der sidenhen førte de baltiske landes uafhængighed i 1992.
Monumentet er i min optik ikke overvældende interessant – i hvert fald ikke helt så interessant som historien bag. Det fungerer dog som et optimalt udgangspunkt, når du skal finde vej rundt til Rigas seværdigheder og oplevelser.
Kristi Fødselskatedral
Rundt om hjørnet fra Frihedsmonumentet finder du Baltikums største ortodokse kirke; den smukke Kristi Fødselskatedral. Kirken åbnede sine døre for første gang i 1884 som en ortodoks katedral. Katedralen har dog været igennem mange ting siden da. Under landets besættelse af tyskerne under 1. Verdenskrig, blev katedralen brugt som protestantisk kirke.
Som det også var tilfældet for mange af kirkerne, man finder i Tallinn, led katedralen dog for alvor under Rigas besættelse af Sovjetunionen, hvor der ingen religionsfrihed var. Derfor blev kirken efter 2. Verdenskrig brugt som planetarium, og alle religiøse genstande blev fjernet og omsmeltet. Efter enden på Den Kolde Krig og dermed Sovjetunionen, var Letland atter selvstændig igen, og man begyndte et ihærdigt forsøg på at genskabe kirken, der i 1992 kunne genåbne som en ortodoks katedral.
Kristi Fødselskatedral er beliggende i smukke grønne oplevelser midt i Riga, lige i udkanten af den gamle bydel. Selvom katedralen fortsat er under restaurering, er den bestemt et besøg værd – uanset om du vælger at gå indenfor eller blot beundrer den på afstand.
Udforsk Rigas unikke arkitektur
Riga er en drømmedestination for arkitekturinteresserede. Vidste du, at den lettiske hovedstad er hjem til den største samling af bygninger bygget i den fascinerende art nouveau-stil, også kendt som jugendstil?
Det bedste sted at opleve de storslåede art nouveau-bygninger er i det såkaldte “quiet center”, der ligger blot 10 minutters gang fra den gamle bymidte. Især gaderne Albert Street og Strēlnieku Street er hjem til mange enestående og detaljerede bygninger. Mest berømt er nok bygningen på Elizabetes Street 10b. Denne blå bygning blev opført i 1903 af arkitekten Mikhail Eisenstein, der står bag mange af Rigas art nouveau-bygninger. Man kan snildt bruge en god rum tid på at nærstudere de tusindvis af detaljer på denne interessante bygning. Prøv for eksempel at se om, hvor mange ansigter og påfugle, du kan finde.
Gå også inden for i museet, Riga Art Nouveau Museum, hvor du kan lære endnu mere om byens mesterværker. Og selv hvis du ikke har planer om at besøge museet, bør du alligevel træde inden for bygningen, når du alligevel er i området. Trappen i indgangen er nemlig et vaskeægte mesterværk i sig selv!
Det er ikke blot art nouveau, du kan se frem til at opleve i Riga. Også rokoko er der fine eksempler på i Riga. Min favorit er biografen Splendid Palace på Elizabetes Street. Indtil 2011 hed biografen Kino Rīga og var det første sted i Baltikum, hvor der blev fremvist film med lyd. Bygningen fra 1923 bliver i dag brugt hovedsagligt til fremvisning af kunstfilm fra hele verden samt ballet- og operaoptrædener. Men et kig indenfor i den smukke biograf er nu i min optik en hel oplevelse i sig selv!
Når du vender tilbage til den gamle bymidte, skal du holde øje med den mærkværdige kattebygning på Līvu Square. Udover at være et interessant eksempel på, hvordan art nouveau kan blandes med middelalderlig arkitektur, er det nu engang de to katteskulpturer på bygningens tårne, der vækker mest opsigt. Det siges nemlig, at ejerne af ejendommen bar nag mod medlemmerne af Det Store Gildehus, der ligger overfor Kattehuset. Derfor ønskede de, at dette skulle være til offentligt skue at have de vrede, krumryggede katte med bagdelen vendt mod Gildehuset. Efter nærmere eftertanke valgte man dog blot at vende deres ansigter mod Gildehuset.
Riga Central Market
Uanset om din storbyferie i Riga står på madoplevelser, shopping eller sightseeing, bør Rīgas Centrāltirgus være et stop på din tur rundt i byen. Rīgas Centrāltirgus, eller Riga Central Market er centralt beliggende i Rigas Moscow-distrikt lige i udkanten af den gamle bymidte. Disse fire kæmpemæssige haller er en af Rigas mest bemærkelsesværdige bygninger og var oprindeligt Zeppeliner-hangarer, der blev brugt af tyskerne under 1. Verdenskrig. I dag er Riga Central Market Europas største marked, hvor hele 80.000 lokale dagligt gør deres indkøb til dagens måltider, ligesom byens restaurantejere også finder råvarer til menukortet her hver dag.
Pst! Denne vinter slår Rīgas Centrāltirgus dørene op til et helt nyt madmarked i én af hallerne; Centrālais Gastro Tirgus. Du kan læse meget mere om dette og Riga Central Market i min guide til mindeværdige madoplevelser og gode spisesteder i Riga.
Riga Street Food Festival
Skal du på storbyferie i Riga om vinteren, er der én ting, du absolut ikke må gå glip af! Hver januar de sidste tre år har Riga Street Food Festival fundet sted i den gamle bymidte. Her samles byens 14 allerbedste kokke fra Rigas mest berømte restauranter til en dag med spændende madoplevelser på menuen.
Du kan læse meget mere om Riga Street Food Festival i min guide til mindeværdige madoplevelser og gode spisesteder i Riga.
Her skal du spise i Riga
Riga bugner med ene af gode spisesteder! Hvor man måske kunne tro, at restauranterne i den tidligere sovjetiske by umiddelbart udelukkende ville have kedelige og tunge retter på menukortet, viser det sig faktisk, at det langt fra er tilfældet. Den danske new nordic-bølge har i den grad fundet vej frem til Riga, og mange af byens spisesteder har lavet deres personlige twist ud af denne trend.
I min guide til mindeværdige madoplevelser i Riga har jeg samlet en håndfuld af det, der i min optik er de bedste spisesteder i Riga. Velbekomme!
Hotel i Riga
Under mit ophold i Riga boede jeg på det 4-stjernede Wellton Centrum Hotel & Spa. Umiddelbart har jeg ikke en finger at sætte på dette hotel. Her er rent og pænt, yderst stilrent, morgenmaden er ganske fin (her er champagne!), og trænger du til enten at få lidt motion eller en omgang tiltrængt afslapning efter at have vandret Rigas gader tynde, er her et rigtigt lækkert pool- og wellnessområde.
Hotellet er måske en anelse kedeligt og mangler sjæl sammenlignet med den type hoteller, jeg normalt bor på. Men med en formidabel beliggenhed midt i Rigas gamle bymidte blot 300 meter fra Peterskirken, og med priser fra 25 € per person per nat, er Wellton Centrum Hotel & SPA et oplagt valg til en budgetvenlig storbyferie i Riga.
Du kan se priser og ledighed for Wellton Centrum Hotel & Spa lige her.
Sådan kommer du til Riga
Den letteste måde at komme til Riga på er med fly. Jeg fløj direkte til Riga fra Amsterdam med airBaltic, hvor der er omkring to daglige afgange tur-retur og en flyvetid på 2 timer og 15 minutter. Vil du flyve fra Danmark til Riga, har du direkte afgange fra København og Billund samt en flyvetid på 1 1/2 time. Jeg havde fornøjelsen af at flyve på airBaltics business class på begge flyvninger mellem Amsterdam og Riga. Med en billet på business class får du, udover ekstra komfort, 2x indchecket bagage, et varmt måltid samt adgang til loungen i lufthavnen.
Find din billet til Riga hos airBaltic her.