Hvad sker der i Amsterdam i april? | Det skal du lave i kanalernes by denne måned

Hvad sker der i Amsterdam i april? | Det skal du lave i kanalernes by denne måned

Er jeg den eneste, der synes, at månederne går ekstremt hurtigt? Jeg synes næsten lige, vi er hoppet ind i det nye år, og nu er det allerede tid til at tage hul på april. Hvor årets første 3 måneder er en anelse sløve, kedelige og grå, er april simpelthen spækket med aktiviteter og festligheder hele måneden. Denne måned kan du blandt andet se frem til blomstrende tulipaner, alverdens madfestivaller, og så må vi ikke glemme den store festdag, King’s Day, hvor hele Amsterdam er iklædt orange tøj og fester i både kanaler og stræder. Her er din oversigt over spændende arrangementer, hyggelige markeder og de bedste dagsture fra Amsterdam denne måned.

Månedens begivenheder

King’s Day

Årets højdepunkt er for hollænderne King’s Day, eller Konings Dag. Dette er en national fest- og helligdag den 27. april, hvor hollænderne fejrer Kong Willem-Alexanders fødselsdag. Indtil 2014 hed festdagen Koninginnedag, Queen’s Day, og blev fejret den 30. april, som var den dag, hvor den tidligere dronning Juliana havde fødselsdag. På denne dag og natten før iklæder alle lokale og besøgende sig i orange og samles i kanaler og gader til en hel dag med fest, musik og massevis af øl. Den bedste måde at opleve festdagen er ved at leje en båd og sejle gennem kanalerne. Dog melder de fleste af udlejningsfirmaerne udsolgt mange måneder før King’s Day. Har du ikke været tidligt nok ude, kan du stadig deltage i festlighederne. Fyld rygsækken godt op med øl og gå ned langs Prinsengracht, som er fyldt med mennesker klædt i orange, børn, der sælger loppefund eller hjemmebagte småkager og boder fra de lokale restauranter, som sælger let mad til at tage med på farten.

(27. april, over hele landet)

Keukenhof

Fra midten af marts til midten af maj kan du opleve de smukke tulipaner blomstre i den storslåede blomsterhave Keukenhof. Hvert år kan du her opleve intet mindre end 7 millioner af hele 800 tulipanarter, der blomstrer i de smukkeste haver og kunstinstallationer, som er spredt over den 32 hektar store have. Selvom haven er utroligt turistet og fyldt med mennesker, så er det sådan en speciel oplevelse, som du absolut ikke vil gå glip af, hvis du besøger Amsterdam i forårsmånederne. Du kan læse meget mere om haven og hvordan du kommer dertil i indlægget her.

(21. marts – 19. maj. Kl. 08.00-19.30 (billetkontoret lukker kl. 18.00). Stationsweg 166A, 2161 AM Lisse) 

 

Markeder

Hver dag | Albert Cuypmarkt

Byens ældste og mest berømte marked findes i De Pijp ganske få meter fra Heineken Experience. På denne lange gade findes et væld af boder med alt fra juice og blomster til klipklappere og andet ragelse. Ja, som I nok kan høre, er jeg ikke særligt imponeret. Dog vil jeg sige, at det er et ret godt sted at komme, hvis man er på udkig efter en billig frokost. Her er for eksempel boder med sild og andet godt fra havet, men min favorit er nu boden, hvor man kan få alt med kylling – heriblandt en virkelig god og spicy kyllingeburger. Slut af med en frisklavet stroopvaffel to go!

 

Mandag-lørdag | Waterlooplein

Er du en mester til at gøre en god handel, er loppemarkedet på Waterlooplein måske noget for dig. På dette loppemarked, der blev opstartet helt tilbage i 1880 af de lokale jøder, kan du finde frem til dine næste par sko, ting til hjemmet og alverdens andre ting og sager.

(Kl. 09.30-18.00. Waterlooplein 2, 1011 AL Amsterdam)

 

Mandag-lørdag | Oudemanhuis Book Market

Elsker du gamle og smukke bøger lige så meget som jeg, er dette markedet for dig! Dette indendørs bogmarked befinder sig i centrum af Amsterdam og i en overdækket passage mellem en række historiske universitetsbygninger. Uanset om du skal have en bog eller to med hjem til samlingen eller ej, bør du besøge markedet blot for at opleve den helt særlige stemning!

(Boekenmarkt Oudemanhuispoort, Oudemanhuispoort 1012 CN Amsterdam)

 

Hver lørdag og mandag | Noordermarkt

Skal det være lokalt og med fokus på god mad og lækre råvarer, skal vejen lægges forbi mit lokale madmarked, der finder sted hver lørdag på Noordermarkt i Jordaan. På dette lille marked foran Noorderkerk kan man købe løs af økologiske grøntsager, massevis af gouda, blomster, friskbagt brød, en god blanding af keramik og nipsting samt en lille bid mad til, når turen går videre til næste aktivitet. Kommer du her mandag, kan du shoppe løs i antikviteter og andre lopper!

(Noordermarkt 42B, 1015 NA Amsterdam)

 

Hver lørdag | Lindengracht

Skal du have et meget større udvalg end det på Noordermarkt, kan du gå til den næste gade, Lindengracht, hvor du finder et 900 meter lange loppe- og madmarked. Her kan du vitterligt finde alt; planter, mad, tøj i lange baner og en ringklokke til cyklen.

(Kl. 09.00-17.00. Lindengracht, 1015 JX Amsterdam)

 

1. april | Søndagsmarked i Westergasfabriek

Den første søndag i måneden året rundt kan du gå på opdagelse i spændende boder med alt fra lopper til brugskunst i Westergasfabriek, som ligger i Westerpark. Her kan du finde en unik gave eller souvenir, som er designet og produceret af lokale. Denne måned er der Valentinsdagtema, så du kan glæde dig til masser af chokolade, hjerter og pladderromantik. Derudover finder markedet sted på samme tid som Little Italy, hvor du kan nyde godt af italienske specialiteter.

(Kl. 12.00-18.00. Klonneplein 1, 1014 DB Amsterdam)

 

14. – 15. april | IJ-Hallen

I IJ-Hallen i Amsterdam Nord er der to gange om måneden Europas største loppemarked, og turister såvel som lokale flokkes hertil for at gøre et godt kup. Er du i bil, kan du måske få et lille møbel med dig hjem, ligesom der er også mulighed for at få fyldt den håndbagagen godt op med læssevis af tøj til ingen penge.

(Kl. 09.00-16.30. IJ-Hallen – Tt. Neveritaweg 15, 1033 WB Amsterdam)

 

15. april | Museumsmarked

En gang om måneden året rundt samles lokale designere foran Rijksmuseet til Museum Market. Gå på udkig efter den perfekte gave til veninden eller nips til hjemmet blandt en masse små boder med lokalproducerede varer. Efter lidt shopping kan du besøge enten det berømt Rijksmuseum, gå i Van Goghs fodspor på museet til ære for ham, eller beundre moderne kunst på Stedelijk.

(Kl. 12.00-18.00. Museumplein, Museumpromenade, 1079 RA Amsterdam)

 

28. – 29. april | Maker Market De Hallen

Du kan måske huske, at jeg nævnte De Hallen i min madguide til Amsterdam. De Hallen er meget mere end street food-mekkaet Food Hallen. Udover mad kan du nemlig også gå i biografen, tage dansetimer og købe fine ting til dig selv eller hjemmet i de små butikker. Den 24. og 25. februar går disse butikker og andre lokale kreative sammen til det månedlige Maker Market, hvor du kan støtte de lokale ved at købe dine souvenirs her.
(Kl. 12.00-17.00. De Hallen Amsterdam. Hannie Dankbaarpassage, 1053 RT Amsterdam)

Hyggelige dagsture fra Amsterdam

Leiden

Hvis du alligevel skal forbi tulipanhaven Keukenhof, kan du lige så godt besøge universitetsbyen Leiden på vejen. Dette er en af de hyggeligste byer i Holland, der byder på fine kanaler, idylliske kanalhuse samt Hollands ældste og mest prestigefyldte universiteter, hvor blandt andet Einstein ofte kom for at undervise. Derudover er Leiden hjemby for kunstneren Rembrandt, og du kan også besøge en af verdens ældste botaniske haver. Skal du til Keukenhof, kan du vælge at tage toget til Leiden, hvorfra der går en bus til og fra tulipanhaven.

A post shared by Camilla Riis ? Cammi.dk (@cammi_dk) on

Rotterdam

Rotterdam er Hollands andenstørste by men skiller sig utroligt meget ud fra mængden af idylliske hollandske kanalbyer. Ligesom mange andre byer i Holland, blev store dele af Rotterdam fuldstændigt jævnet med jorden under 2. Verdenskrig. I stedet for at genopbygge byen, som den var, endte Rotterdam med at genopstå med den mest interessante arkitektur, som absolut er værd at opleve. Vil du læse mere om de skønne oplevelser, der venter dig i Rotterdam, kan du læse mere her.

Kinderdijk

Hvis du alligevel skal besøge Rotterdam, kan du jo lige lægge vejen forbi de smukkeste møller i Holland. Fra Rotterdam kan du tage med en båd til møllebyen Kinderdijk. Prøv at kom så tidligt som muligt på dagen eller omkring solnedgang, hvor solen maler himmelen i det smukkeste røde skær.

Kommer du ikke forbi Rotterdam, er det også muligt at se møller lige uden for Amsterdam. I Zaanse Schans findes en lille landsby, som er spækket med smukke møller og fine huse. Du kan læse meget mere om møllebyen nær Amsterdam her.

A post shared by Camilla Riis ? Cammi.dk (@cammi_dk) on

 

 

Rejseblog om at rejse til Holland | Guides, expatliv, tips og inspiration

 

 

Kunne du lide dagens indlæg? Så glem ikke at følg Cammi.DK på de sociale medier!
FØLG CAMMI.DK PÅ

Bloglovin’ | Instagram | Facebook


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.