Siden indeholder reklamelinks
Reklamelinks er markeret med *
Så er det tid til endnu en guide til et af vores stop under vores roadtrip i Island. Denne gang skal kursen sættes mod den sydlige del af Island, som bugner med majestætiske vandfald, hyggelige landsbyer, fantastiske vandremuligheder, storslåede udsigter og naturligvis den betagende gletsjerlagune Jökulsárlón. Som jeg fortalte i min rejsedagbog om det sydlige Island, havde vi fornøjelsen af at komme her forbi hele to gange under vores tur. Den første gang på en bustur fra Reykjavik, og anden gang som en del af rundrejsen på den islandske ringvej. I dette indlæg har jeg samlet de bedste tips til oplevelser og overnatning til det sydlige Island.
Jökulsárlón & Diamond Beach
Gletsjerlagunen, Jökulsárlón, er et sted, enhver må unde sig selv at besøge på sin tur til Island. Her kan du beundre de tusindvis af store og små isklumper flyde rundt i det mest krystalklare azurblå isvand. Vi havde fornøjelsen af at opleve lagunen hele to gange – den første gang på en klar solskinsdag og den anden på en dag med gråt vejr. Begge gange var lagunen et lige imponerende syn, og det fede er, at lagunen altid ændrer sig, så du vil møde et nyt syn, hver kan du besøger den.
På vores bustur til Jökulsárlón var der inkluderet en billet til en bådtur i lagunen. Det bliver du absolut nødt til at prøve, hvis du lægger vejen her forbi! Her får du nemlig virkelig mulighed for at opleve de kæmpemæssige isklumper fra alle vinkler. Er du heldig, kan du endda spotte sæler, og måske du vil opleve, når en af de kæmpemæssige isklumper vender sig i det krystalklare blå vand. Vælger du bådture fra, kan det anbefales as gå en tur langs lagunens bred, så du også kan nyde udsigten uden at blive forstyrret af de mange andre besøgende.
Går man fra lagunen og ud mod kysten, vil man blive mødt af den smukke Diamond Beach. Via en lille flod flyder de mindre isklumper herud og strander på den sorte lavastrand. Når de klare isklumper funkler i solens stråler minder de helt om diamanter, deraf navnet Diamond Beach.
De smukkeste vandfald i det sydlige Island
Seljalandsfoss
Kører du sydpå fra Reykjavik, vil Seljalandsfoss være det første af de store vandfald, du kan spotte fra ringvejen. Den bedste måde at opleve vandfaldet på er ved at følge den mudrede sti, der fører hele vejen bag om vandfaldet. Husk at tage regnjakken på og vandsikre eventuel teknologi!
Skógafoss
Skógafoss er muligvis det mest berømte vandfald i det sydlige Island. Og i mine øjne også det smukkeste. Det 62 meter høje vandfald ligger belejligt lige ved rute 1, og har du tid, bør du gøre dig selv en tjeneste og både opleve det kraftige vandfald nedefra og fra toppen, som du når til med en trappe, du finder øst for vandfaldet.
Længere nede i guiden kan du læse om, hvordan du vågne op til synet af det smukke vandfald!
Svartifoss
Det sidste af vandfaldende, vi besøgte, var Svartifoss med de interessante klippeformationer. Vandfaldet ligger i nationalparken Vatnajökull National Park lige ved ringvejen. Hvor de to ovennævnte vandfald ikke kræver den mindste smule aktivitet, har du her omkring 10 minutters gang, før du møder vandfaldet. Det er dog absolut gåturen værd, for det er et utroligt fascinerende vandfald, som ofte bliver overskygget af Skógafoss og Seljalandsfoss.
Landsbyer i det sydlige Island
Vík
Vík fungerer for mange som et stop under køreturen langs den sydlige kyst. Selve byen er ikke særligt interessant. Her er en kæmpe butik med alt fra islandske sweatre og overtøj til lakrids og hudpleje, som er perfekt til at købe en håndfuld souvenirs til turen hjem. Derudover har byen en lille kirke, som står ophøjet på en bakketop med en skøn udsigt over den barske kyst.
Du bør dog alligevel holde ind i Vík blot for at opleve den smukke Black Sand Beach, Reynisfjara Beach. Selvom utallige strande i Island har dette interessante sorte vulkanske sand, så er det nu altså denne, der skiller sig mest ud med de omkringliggende storslåede lavaformationer og majestætiske klippevægge. Husk blot at have en sikker afstand til vandet, da strømmen her er utroligt kraftig!
Höfn
På vejen fra det østlige Island og tilbage til Reykjavik gjorde vi holdt i byen Höfn. Denne lille fiskerlandsby er Islands største eksportør af jomfruhummere. Selve landsbyen har ikke nogle egentlige attraktioner, så benyt den blot som et stop på jeres vej. Vi valgte at overnatte her og brugte de sene eftermiddagstimer på at gå langs den smukke kyst og få aftensmad på et af de mange spisesteder, der specialiser sig i retter med jomfruhummer. Valget faldt på Z Bistro, hvor priserne var langt mere overkommelige end på byens andre spisesteder, som mest af alt lignede turistfælder. Her fik vi klassisk cafémad, som vi kender hjemmefra men med friskfanget jomfruhummer frem for for eksempel kylling eller oksekød. Ret lækkert.
Andre ting vi gerne ville have set
Vestmannaeyjar
Havde vi haft en ekstra dag i dette Island, havde vi gerne lagt turen forbi øgruppen Vestmannaeyjar, som skulle være et helt fantastisk sted at spotte søpapegøjer og også være hjem til et stort antal traditionelle islandske hytter. De 15 øer er formet af underjordiske vulkaner hele 11.000 år siden, men det er først i 1963, at den nyeste ø Surtsey kom frem til overfladen. Da øerne er så specielle og fredede, er det kun øen Heimaey, der er beboet og kan besøges af turister. Der går en færge hertil året rundt fra havnen Landeyjahöfn, der ligger 12 km fra ringvejen. Turen tager cirka 30 minutter, og det kan anbefales at spare pengene på overfart af din bil, da øen ikke er større end at den kan opleves til fods.
Det nedstyrtede DC 3 fly
Dette er en attraktion, som virkelig deler vandene på folk, der har besøgt flyvraget. Det nedstyrtede DC 3 fly ligger knap 3 km fra ringvejen ved Vík og er åbentbart blevet yderst populær takket være en musikvideo fra Justin Bieber? Anyways, har man mod på det, kan man bruge 3 timer af sin dag på at gå frem og tilbage fra hovedvejen til flyet. Selvom mange mener det er en overvuderet “attraktion”, så kunne jeg nu altså godt tænke mig at set det engang.
Fjaðrárgljúfur Canyon
Et sted jeg rigtigt gerne ville have vandret er i Fjaðrárgljúfur-kløften, som ligger mellem Höfn og Vík. Desværre vred jeg om på anklen på turens anden sidste dag, så vi fik ikke mulighed for at tage på de fede vandreture, som vi havde set frem til under vores tid i det sydlige Island. Men prøv at google navnet på kløften – det ligner noget på en anden planet. Så smukt!
Varme kilder
Det er ikke kun nær Reykjavik, at man finder varme kilder, man kan slappe af i. Havde vi haft tiden, ville jeg meget gerne have brugt en times tid på at dase i Landmannalaugar Nature Reserve eller en af områdets mange andre varme kilder. Du finder i indlægget her en oversigt over et par alternative varme kilder, som er langt billigere og autentiske end en tur til Den Blå Lagune.
Her skal du bo i det sydlige Island
Camping i Höfn
Under vores tid i det sydlige Island overnattede vi på to campingpladser. Den første var Höfn campingplads, som lå i byen med samme navn. Dette er en kæmpe plads med rigtigt fine faciliteter. Her er adskillige vaskehuse med håndvaske, brusere og toiletter, som ligger spredt over den store plads. Og så er der den smukkeste udsigt over de omkringliggende bjerge. Du kører direkte til campingpladsen ved at følge rute 1, og så bor du blot et par minutter fra byens centrum. En overnatning koster cirka 90 DKK per person.
Camping ved Skógafoss
Skógar Camping tager nok førstepladsen hvad angår den mest billedskønne beliggenhed under vores roadtrip i Island. På alle andre punkter halter den dog lidt. Pladsen ligger klods op ad den yderst befærdede parkeringsplads til vandfaldet, og der er derfor også mange turister, der vader direkte gennem campingpladsen for at komme hurtigere frem til vandfaldet. For hele campingpladsen er der blot et enkelt vaskeskur tilgængeligt med et par toiletbåse og håndvaske. Stå derfor tidligt op for at undgå at skulle stå i kø om morgenen. Der findes ingen reception for pladsen, så du kan betale for din overnatning i hotellet ved siden af. Prisen for en overnatning på Skógar Camping er ret høj i forhold til de ringe faciliteter (cirka 90 DKK per person) – her betaler man unægteligt for den formidable placering. Men jeg synes nu alligevel, at det er det værd, når man om morgenen kan stå ud af sit telt og opleve det smukke vandfald uden en eneste turist i syne.
LÆS MERE: Camping i Island | Her er mine bedste tips
Hoteller i Sydisland
Er du ikke til camping, finder du også et fint udvalg af hoteller i Nordisland. Måske de nedestående hoteller, hostel og Airbnbs i alle prisklasser falder i din smag?
Hostel: The Barn* er muligvis det lækreste hotel, jeg nogensinde er stødt på. Enormt maskulint med store læderstole, et barområde med sorte klinker, et kæmpe lækkert køkken og rå detaljer, der passer perfekt til hostellets beliggenhed blot 4 kilometer fra Black Sand Beach i Vík. På The Barn kan du overnatte enten i en blandet sovesal eller i et mere privat dobbeltværelse med fælles badeværelse.
Airbnb: Magical Stay near Seljalandsfoss Waterfall er en række smukke træhytter, som ligger blot et stenkast fra det populære vandfald Seljalandsfoss og dets mindre kendte lillebror Gljúfrabúi. Hytterne, der blev bygget i 2019, er luksuriøst men hjemligt indrettet med veloursofa, lysekrone og et tekøkken. I hytterne er der et dobbeltværelse samt en hems med en dobbeltseng. Hvis du ønsker det, kan du om morgenen få leveret morgenmad direkte til døren.
Er du ikke allerede medlem af Airbnb? Tilmelder du dig Airbnb via dette link vil du modtage 253 kroner til næste rejse, mens jeg vil få 172 kroner i rejsekredit, så jeg kan finde en masse nye, spændende Airbnbs til jer. Så er den første overnatning også betalt 🙂
Budget: Skálatjörn Guesthouse* er en enormt charmerende lille gedefarm beliggende i Skálatjörn. På gården har du valget mellem 2-personersværelser eller en af gårdens lejligheder. Fra den røde gård har du en fantastisk udsigt til to af Island mest berømte vulkaner, Eyjafjallajökull og Hekla. Et kæmpe hit hos børnene, der vil elske at klappe dyrene på gården.
Mellemklasse: Fosshotel Glacier Lagoon* er et 4-stjernet islandsk kædehotel i Hnappavellir. Det luksuriøse Fosshotel har en rå og tidsløs indretning, og fra hotellets suiter har du en imponerende udsigt over det islandske landskab fra værelsets store panoramavindue. Fra hotellet har du kun 20 og 29 kilometer til de to famøse islaguner, Fjallsárlón og Jökulsárlón. Er du sulten, serverer hotellet en lækker 3-retters middag på dets restaurant.
Luksus: UMI Hotel* ligger ved foden af vulkanen Eyjafjallajökull, som blev verdensberømt efter at have stoppet al flytrafik tilbage i 2010. Det 4-stjernede hotel byder på smukke, stilrene værelser i skandinavisk design samt en terrasse med udsigt over havet og vulkanen mod nord. I hotellets restaurant serveres der både morgenmad samt en overdådig middag.
Dette indlæg blev udgivet første gang i marts 2018
Indlægget er sidst opdateret i juni 2020
7 svar til “Guide til det sydlige Island | Vandfald, sorte strande og en islagune”
WAUW hvor ser og lyder det bare så smukt og lækkert. Godt indlæg. Det vil jeg skrive på min ønskeliste over destinationer ?
Tusind tak for din kommentar, Camilla. Dejligt det kunne inspirere dig lidt til at besøge Island 🙂
Islands natur er både barsk og smukt. Indlægget er rigtig godt skrevet. Jeg kan kun anbefale at tage en tur derop.
Tusind tak for din kommentar. Island er så fantastisk et land! 🙂
Bliver bare aldrig træt af de her indlæg 😀
Åh jeg vil så gerne til Island! Hvad tænker du i forhold til at tage små børn (4 og 6) med på en tilsvarende tur? Kan de være med på det hele eller er der for mange ting vi ville skulle springe over?
Det kan jeg godt forstå, Malene. Island er simpelthen så fantastisk et land1
Jeg vil umiddelbart ikke sige, at det ville være et stort problem at rejse med børn i det sydlige Island. Langt de fleste attraktioner ligger lige ud til ringvejen, så det kræver egentlig bare, at de er underholdt, mens I kører 🙂